Udvikling af det vigtigste på en meningsfuld måde

Jeg vil gerne dele nogle tanker om autisme og Intensive Interaction.

Intensive Interaction skaber social og kommunikativ udvikling gennem delte, meningsfulde og glædesfyldte aktiviteter. Kommunikation og samspil er det centrale formål med Intensive Interaction. Dermed retter Intensive Interaction sig direkte mod de kerneudfordringer, som autistiske mennesker og deres omgivelser står over for: at kunne deltage i meningsfuld tovejskommunikation, indgå i en delt verden, udtrykke og forstå andres følelser samt at bruge og forstå alle de ikke-verbale dele af kommunikationen; blikkontakt, ansigtsudtryk, gestus og stemme.

Kommunikation kan være svært ved autisme
I min karriere som psykolog inden for specialområdet, har jeg arbejdet med mange autistiske børn og voksne og med dem, der er tæt på dem; enten som familie eller fagpersoner. I det arbejde har jeg kontinuer søgt at finde måder at arbejde med mennesker, der byggede på en nuanceret, sensitiv forståelse af hvert enkelt individ; at finde arbejdsmetoder og tilgange, der gjorde familier og professionelle i stand til både at lytte til og værdsætte den måde, verden gav mening for hvert enkelt barn; hver enkelt voksen. Dette er ikke altid nemt, når autisme er en del af problemstillingen. Adskillige aspekter af autisme kan gøre det svært at nå hinanden og dele en fælles forståelse, herunder (men ikke begrænset til):

  • Sansemæssige vanskeligheder. Forskningen har i de senere år i stigende omfang anerkendt, at autistiske mennesker ofte sanser verden på en atypisk måde. Hvis ikke vi i samspillet kan tilpasse os dette og vise forståelse for det, kan det betyde, at personen ikke bliver mødt og forstået og måske lukker ned for kommunikation og de erfaringer, der kunne udvikle kommunikationen.
  • Mangel på social erfaring
  • Social angst
  • Vanskeligheder med tidsfornemmelse; også I sociale samspil
  • Social isolation
  • Udfordrende/problemskabende adfærd
  • Svage, flygtige eller atypiske signaler, som enten ikke opfattes eller forstås af omgivelserne
  • Store forskelle i interesser og foretrukne aktiviteter. Mange børn og voksne med autisme har stærke og intense interesser i emner, materialer, aktiviteter (og aspekter af disse), som omgivelserne ikke deler eller ikke lige så nemt får blik for som fx interesser hos typisk udviklede børn.

De ovennævnte udfordringer kan gøre, at vi for det enkelte barn har svært ved at finde svarene på spørgsmål som:

  • Hvad er værdifuldt for dette barn eller denne voksne?
  • Hvad giver mening og giver hende eller ham en følelse af at høre til?
  • Hvordan kan eventuelt delte aktiviteter fange personens interesse på en made, der gør aktiviteten iboende motiverende?
  • Hvordan giver vi barnet eller den voksne muligheden for at tage initiativer, der afspejler hans eller hendes egne intentioner?

Når disse spørgsmål er svære at besvare, betyder det, at vi har udfordringer med at besvare spørgsmål, som peger på erfaringer, de fleste typiske børn har nem og rigelig adgang til helt fra fødslen. Erfaringer, som giver typisk udviklede børn mulighed for at indgå i de aktiviteter og erfaringer, der støtter og former deres sociale og kommunikative udvikling. Typisk udviklede børn vil alene gennem samspil og kommunikation med voksne have adgang til at vise deres omverden, hvad de interesserer sig for, hvad de finder meningsfuldt, hvad deres intentioner er, hvad der motiverer dem, hvad der overbelaster dem; og selvfølgelig også, hvad der stimulerer og fanger dem. Men dette er (bl.a. på grund af ovennævnte udfordringer) ofte ikke tilfældet i nær samme omfang ved autisme. Og derfor bliver spørgsmålene sværere at besvare.

En anderledes sanseforarbejdning, sensitivitet og måde at opfatte verden, kan være en stor udfordring i kommunikationen.

En meningsfuld, delt verden er det vigtige
Men det er alligevel de vigtige spørgsmål. Selv om det kan være svære spørgsmål at besvare, når et barn eller en voksen har autisme, så er det de vigtige spørgsmål. Det er alle sammen spørgsmål, der er tæt forbundet med det at føle sig værdsat, føle, at man hører til og at man kan deltage i den sociale verden. Og jeg tror, at vores søgen efter svar på dem, må begynde med at se og værdsætte den iboende værdi og mening i autistiske børns og voksnes aktiviteter, udtryksformer, interesser og præferencer, fx at flappe med hænderne, at bruge sin stemme på en bestemt måde, at røre ved vand og se, hvordan det ændrer dets bevægelse, at diskutere den bedste rækkefølge at se StarTrek i, at betragte sand, der flytter sig fra den ene hånd til den anden, at lave lister over filmtitler, at fordybe sig i fakta om solsystemet.

Autistiske børn kan have atypiske interesser. Disse interesser har værdi i sig selv.

I mit speciale (som jeg senere præsenterede som en poster på  Lancaster Disability Conference), nåede jeg frem til den konklusion, at den enkelte persons unikke interesser, lyde, bevægelser og præferencer burde være udgangspunktet for de tilgange, vi bruger i blandt andet terapi, familierådgivning, undervisning, dagtilbud og forskning i autisme. Det motiverede mig til at lede efter en anden slags tilgange til autisme, hvor udgangspunktet var personen selv. Jeg ledte efter tilgange, hvor det fuldt ud anerkendtes, at særlige interesser, præferencer og udtryksformer var meningsfulde og værdifulde i sig selv.

På grund af noget, der måske ikke helt var tilfældigheder, men absolut heller ikke planlagt, befandt jeg mig nogle år inden i min første psykologansættelse til en gæsteforelæsning med en uhyre tænksom, vidende og indsigtsfuld professor i udviklingspsykologi Vasu Reddy fra Portsmouth University, som i sin forskning peger på, hvordan selv helt små spædbørn og ret unge småbørn er i stand til at udtrykke og forstå ret komplekse sociale fænomener, som fx humor, skyhed, stolthed m.v. fordi de har adgang til at deltage i de samspil, hvori forståelsen opstår. Jeg drak en kop kaffe med Vasu efter forelæsningen og spurgte hende, om hendes pointer omkring forståelse og udvikling gennem deltagelse, også kunne have relevans for mennesker med autisme; også selv om mennesker med autisme måske ofte ikke deltager så meget. Vasu nævnte, at hun havde et begrænset kendskab til en tilgang, der hed Intensive Interaction, en tilgang, der var udviklet af skoleinspektør Dave Hewett, lærer Melanie Nind og deres kolleger på Harperbury Hospital School i 1980’erne. Hun gav mig nogle referencer, og da jeg begyndte at læse om Intensive Interaction, gik der ikke længe, før jeg tænkte, at det her nok egentlig var den tilgang, jeg, uden at vide det, havde ledt efter.

Ved at vente, vise interesse og lade den anden lede, kan man begynde at få adgang til en delt verden.

Hvad er Intensive Interaction?
Intensive Interaction består af gentagne, simple aktiviteter, i hvilke den person, der er ved at lære om det at kommunikere, får erfaring med at tage del i meningsfuld tovejskommunikation sammen med en mere erfaren kommunikationspartner, typisk en forælder eller en fagperson.

I al sin simpelhed bygger Intensive Interaction på forskning i samspillet mellem spædbørn og deres forældre, som viser, at vi typisk begynder at udvikle vores kommunikation meget meget tidligt gennem glædesfyldte, simple, gentagne sociale samspil. I disse samspil er det den mindst erfarne kommunikationspartner (i spædbarnsforskningen vil det sige barnet), der leder og fører det meste af tiden, mens den mere erfarne kommunikationspartner (i spædbarnsforskningen vil det sige forælderen) først og fremmest har til opgave følsomt at afstemme sig til og besvare det, som spædbarnet netop har gjort, typisk gennem at gentage eller kopiere et eller flere aspekter af det, barnet selv lige gjorde. Tidlig kommunikativ udvikling kræver, at den mest erfarne kommunikationspartner opbygger samspillets flow og indhold ud fra, hvad end, den mindst erfarne kommunikationspartner har at bidrage med. Det fleste af os ved intuitivt dette fra de ‘samtaler’, vi har haft med spædbørn og småbørn.

Tidlig kommunikation med spædbørn bygger på nærvær, fokus, afstemning og aflæsning.

Nind, Hewett og det øvrige personale på Harperbury Hospital School begyndte at overføre disse fund fra spædbarnsforskningen og udviklingspsykologien til deres arbejde med svært handicappede unge mennesker på skolen. Det var unge mennesker med svære intellektuelle handicap, autisme, svært problemskabende adfærd, herunder både voldsom og selvskadende adfærd, meget begrænset kommunikation. Det var denne gruppe af unge, som de, gennem aktionsforskning, begyndte at udvikle den tilgang, vi i dag kender som Intensive Interaction.

De spurgte sig selv: ”Hvilken relevans har principper fra de helt tidlige samspil mellem spædbørn og forældre for mennesker, som kronologisk er ældre en spædbørn, men som med hensyn til kommunikation kan siges at mangle meget af den erfaring og de færdigheder, som andre mennesker på deres alder har?”

Hvis man har autisme, har man måske haft langt færre af de erfaringer, der hjælper os med at lære at kommunikere – sammenlignet med jævnaldrende. Selv som ung, voksen eller ældre kan man have brug for at lære det helt basale grundlag for kommunikation.

Dette spørgsmål udsprang af den erkendelse, at mange mennesker med kommunikationshandicap, af forskellige grunde, har haft svært ved at få adgang til den slags erfaringer, der ville kunne have hjulpet dem med at udvikle de allermest afgørende aspekter af menneskelig kommunikation; fx det at deltage i en delt verden, at kunne udtrykke følelser, at kunne skabe mening i verden sammen med andre mennesker, at deltage i turtagning og delte aktiviteter, at bruge blikkontakt, ansigtsudtryk, gestus, meningsfulde vokaliseringer, regulering af arousalniveau m.v.

Gennem deres praksisforskning udviklede personalet på Harperbury Hospital School Intensive Interaction, som basalt set er en præcis, fokuseret og systematisk anvendelse af vores viden om typisk kommunikationsudvikling til at fremme denne udvikling, når den ikke sker af sig selv. Der er tale om en tilgang, der i sin formulering er simpel, som ikke kræver andet udstyr end praktikeren, og dennes vilje til gennem træning, uddannelse og øvelse at dygtiggøre sig i at anvende principperne for Intensive Interaction. Tilgangen har vundet stor udbredelse i både specialundervisning og andre dele af specialområdet i Storbritannien såvel som hos forældre og andre familiemedlemmer, der bruger tilgangen til at knytte stærkere bånd til deres børn og til – som forældre til typisk udviklede børn – at understøtte udviklingen af kommunikation og samspil gennem disse bånd. Intensive Interaction vinder også i stigende grad udbredelse i andre lande i og uden for Europa, herunder Australien, Danmark, Finland, Frankrig, Tyskland, Grækenland, Cypern, Ungarn og Rusland.

For mennesker med autisme er det udviklende at opleve, at andre, venter, lytter og følger én selv.

Autisme og Intensive Interaction
Intensive Interaction blev ikke udviklet udelukkende for mennesker med autisme. Men der er helt klart en særlig relation mellem autisme og Intensive Interaction; tilgangen hjælper med at udvikle præcis de aspekter af kommunikation og samspil, som mange autistiske mennesker finder svære. Resultaterne af Intensive Interaction, selve formålet med Intensive Interaction, er det, vi kalder kommunikationens basale grundlag.

Det er det basale og dog komplekse grundlag for kommunikation, som de fleste af os tilegner os, før vi lærer at tale; at kunne rette og fokusere vores opmærksomhed mod andre, at kunne deltage i fælles handlingssekvenser, at kunne tage tur i sociale udvekslinger (med og uden ord) og at kunne bruge og forstå ikke-verbale signaler.

Det giver både ro, forudsigelighed og forståelse at tage del i samspil, der foregår i ens eget tempo.

De fleste mennesker tilegner sig disse grundlæggende og afgørende evner, før de er 18 måneder gamle, og de bruger dem gennem hele resten af deres liv. I al anden læring og kommunikation, vil vi som regel bruge (og nyde at bruge) blik, ansigt og gestus som en del af kommunikationen. Vi fornemmer andres fysiske nærhed, og vi afstemmer os til det menneske, vi taler med.

Men ved autisme er det ikke lige så let at tilegne sig alle disse aspekter af kom kommunikationen. Man kan sige, at man simpelt hen ikke har lige så nem adgang til den læring, der ville kunne hjælpe en med at lære at kommunikere. Dette har bl.a. at gøre med de atypiske interesser, præferencer, udtryksmåder, social angst, sansemæssig følsomhed og overbelastning og det, at man måske bruger signaler, som andre finder svage, flygtige eller atypiske. Signaler, som derfor ikke opfattes lige så nemt af andre og dermed heller ikke lige så ofte besvares.

I Intensive Interaction begynder man at gøre en bevidst indsats for at være meget, meget opmærksomme på ethvert lille signal fra barnet (eller den voksne), og vi afprøver måder at besvare det, der sker lige nu, hvor vi bemærker og anerkender signaler, der måske hidtil er blevet overset, overhørt eller misforstået.

Og over tid, er det denne bevidste indsats for at se, høre og mærke, der får barnets (eller den voksnes) kommunikative selvtillid til at vokse og gør barnet i stand til at tage nye skridt og mere og mere fuldt deltage i de aktiviteter, der fører til social og kommunikativ udvikling.

Intensive Interaction giver mennesker med autisme mulighed for at udforske, forstå og nyde fx ansigtsudtryk, blikkontakt og delt glæde.

Intensive Interaction er således rettet mod de allermest afgørende udfordringer, som autistiske mennesker og deres omgivelser (familier/fagfolk) står overfor. Tilgangen fremmer det basale grundlag for kommunikation og giver adgang til den delt, meningsfuld verden. Og det er en fuldstændigt fundamentalt træk ved tilgangen, at denne læring sker gennem at give det autistiske barn/den autistiske voksen en gennemgående fornemmelse af indflydelse, kontrol og det, psykologen Albert Bandura kaldte self-efficacy; fornemmelsen af, at noget sker som følge eller resultat af noget, man selv har gjort. At man tror på sin egen formåen.

Det er godt, at læringen sker på denne måde i Intensive Interaction, for kommunikationshandicap (ikke kun autisme) indebærer altid risikoen for nedsat indflydelse, at andre kommer til at dirigere eller instruere én, at man i ringere grad selv træffer beslutninger, at man sjældnere end andre er den, der ‘leder’ i sociale samspil. Intensive Interaction giver autistiske mennesker mulighed for at få indflydelse på indholdet, flowet, intensiteten, varigheden og rytmen i samspillet. Det er gennem det, at hun eller han begynder at fornemme glæden ved og værdien af at være en ligeværdig (om end mindre erfaren) kommunikationspartner. Og det er også gennem denne stigende fornemmelse af indflydelse og selvformåenhed, at barnet/den voksne får en stigende tillid til, at hun eller han overhovedet kan kommunikere.

Opbyg fælles handlingssekvenser, hvor du afstemt svarer ved hjælp af de input og signaler, barnet selv bruger.

Hvordan fungerer Intensive Interaction?
Intensive Interaction handler om at give adgang til de erfaringer, hvor man oplever at kunne kommunikere. Det betyder, at du som forælder eller fagperson skal anvende de centrale principper i Intensive Interaction i hyppige, jævnlige, gentagne, glædesfyldte aktiviteter, hvor barnet/den voksne med autisme får mulighed for at lede og føre og lave initiativer (selv, hvis disse initiativer er ret flygtige eller vage i begyndelsen).

Det betyder, at du skal holde igen med din egen adfærd, så du kan komme til at besvare noget, som barnet/den voksne gør, frem for, at hun eller han skal svare på dine initiativer. Du skal forsøge at være tilgængelig, til rådighed og responsiv.

En Intensive Interaction-aktivitet begynder typisk med, at du finder et rart sted i nærheden af personen, hvor du kan sidde og stille og roligt betragte ham eller hende. Det kan være, du sætter dig på gulvet og bare observerer, hvad hun eller han gør. Forsøg at afstemme dig til barnet/den voksne og til hendes eller hans handlinger; prøv om du kan begynde at lægge mærke til, hvad hun finder interessant. Hvordan er rytmen ved, fornemmelsen af eller pulsen i hendes bevægelser? Hvordan ser han på tingene, hvilke aspekter af materialer eller de fysiske omgivelser fanger hans interesse? Når du føler, at du er parat kan du prøve at give et simpelt, blødt svar, fx ved at være med i aktiviteten, gentage noget af det, barnet lige gjorde, blødt at sige den samme lyd eller tappe den samme rytme på stoleryggen. Hvis dette fanger hendes opmærksomhed, kan det være du gentager den respons, du lige gav, eller, hvis hun ser i retning af dig, kan det være, du svarer med et åbent, smilende ansigt, for at vise, at du så det. (NB! Det er langt fra sikkert, at du vil føle det rigtigt at komme med et svar, den første gang, du sætter dig ned for at betragte ham eller hende. Når jeg træner forældre og fagfolk i Intensive Interaction, starter vi med at bruge i hvert fald nogle uger, hvor fokus hovedsagelig er på observation; og på ikke at gøre ret meget.)

Når du først begynder at betragte og observere, er der mange aspekter af personens interesser, du kan bemærke og besvare.

Den røde tråd i det, du går i gang med, er at skabe handlingssekvenser, hvor personen selv leder og fører, så hun får mulighed for at blive set, hørt og få meningsfulde responser. Det er gennem disse handlingssekvenser, at du hjælper med, at der kan opstå skabe fælles aktiviteter, turtagning, udvekslinger og alle de dejlige, glædesfyldte aspekter af social, menneskelig kommunikation; brugen af blikkontakt, ansigtsudtryk, fælles forståelse m.m.m. Lad der være masser af afslappet tid, masser af pauser og et langsomt, tilpasset tempo, så det barn/den voksne, du er sammen med, får rigeligt med rum og tid til at udforske og opleve det, der sker. Rum og tid til at lægge mærke til, hvordan alt, hvad der sker, bygger på noget, som hun eller han allerede forstå og kan lide. Det er det, der hjælper personen med at tage initiativer og, henad vejen, mere fuldt og helt at deltage i samspillene.

Det vil sige, at du, i stedet for at bede det autistiske barn/den autistiske voksne om at være med i ”din verden”, følsomt kigger efter små tegn på, at du måske kan få en invitation til at være med i hans eller hendes verden. I begyndelsen vil du typisk kunne besvare den anden ved at gentage noget af det, hun eller han netop har gjort og så se, om dette er interessant for personen. Det kan fx være, du prøver at besvare adfærd som:

  • Hendes bevægelser, toneleje, talerytme
  • Måden, han kigger i togkøreplaner på
  • Den made, hun udtrykker sin interesse i en bestemt tegneserie
  • Blidheden i hendes bevægelser, når hun omhyggeligt stiller bondegårdsdyr op på række
  • Den intense interesse, du bemærker, hos ham, når han forklarer forskellene mellem forskellige modeller af et bestemt mærke i vaskemaskiner.
  • Eller det kan være, du bare bemærker, hvordan hun altid flygtigt kaster et blik til siden, men shun ser på solens stråler, der rammer væggen.

Når du begynder at forsøge at besvare, skal dine svar altid basere sig på opmærksomme, omhyggelige observationer af, hvad barnet gør. Det betyder, at du skal være (og blive mere og mere) opmærksom på indholdet, rytmen, intensiteten og den følelsesmæssige klang af det, hun eller han gør. Når du virkelig bemærker disse aspekter (eller endda bare nogle af dem) gør det det mere sandsynligt, at din respons bliver opfattet som sådan. Og når det sker; når dit svar virkelig opfattessom et svar, så bidrager du på en dybt virkningsfuld måde til barnets kommunikative kompetence og selvtillid.

Det budskab, du sender, er: ”Jeg hørte dig. Jeg så dig. Det, jeg så, betød noget, og gjorde mig nysgerrig.”

Det det, der er grundlaget for at udvikle den kommunikation, vi alle har brug for. For at blive god til at kommunikere har vi brug for at modtage det budskab, at vi allerede er gode til det.

Du kan lægge mærke til, hvordan personen bruger sine fysiske omgivelser.

Det, du skal gøre som Intensive Interaction-praktiker, er både helt utroligt simpelt og helt utroligt dybt og sofistikeret: Gennem at observere, vente, holde pauser, respondere og blidt opbygge samspil med udgangspunkt i barnets handlinger, bruger du faktisk den dybe og underbyggede viden, vi har fra forskningen i spædbørn, udviklingspsykologi og kommunikation: at vores kommunikative færdigheder, kommunikative repertoire og kommunikative selvtillid opstår som følge af at blive set, hørt, anerkendt og besvaret. Hvis vi skal udvikle vores kommunikation, kræver det, at vi erkender og tror på, at vores handlinger, lyde, bevægelser, interesser, udtryksformer, præferencer osv. betyder noget for andre og gøre en forskel.

Formålet med Intensive Interaction er at udvikle kommunikation, der kan bruges i alle situationer i løbet af en dag og at tilføje fornemmelsen af meningsfuldhed og forbundenhed i mange situationer. Men for at Intensive Interaction kan indgå som dette naturlige aspekt i alle disse situationer, er det en god idé at finde ud af, hvordan man får sat tid af til 100 % at kunne praktisere Intensive Interaction. Altså at finde tidspunkter, hvor der ikke er andet fokus. Social kommunikation kan og skal og bør naturligvis ikke begrænses til ”tirsdage mellem 9.00 og 10.00”. Men på den anden side er det usandsynligt, at de færdigheder, tilgangen kræver af den mere erfarne kommunikationspartner, og de færdigheder, den bibringer den mindre erfarne kommunikationspartner, nogensinde udvikles, hvis ikke man prioriterer at sætte tid af til fokuseret og koncentreret at arbejde med tilgangen. Det gælder både i specialpædagogiske tilbud, i specialundervisningen og i familiesammenhæng. Det fleste af de familier, jeg har arbejdet med, har fundet det virkelig, virkelig brugbart at sætte tid af til 100 % at fokusere på at skabe det sociale miljø, hvori deres barn får mulighed for at øve sig på disse afgørende færdigheder, og hvor det får adgang til de afgørende erfaringer, der gør udviklingen af færdighederne mulig.

I både faglige og familiemæssige sammenhænge, er det denne fokuserede og dog afslappede praksislæringsproces, der gør det muligt at skabe et naturligt, afslappet socialt miljø i hvilket det autistiske barn kan begynde at deltage mere fuldt i socialt samspil og kommunikation og gennem det udvikle sine færdigheder dag for dag, uge for uge, år for år i en spirallignende, fleksibel, dynamisk proces.

For de fleste er det både gavnligt og nødvendigt at afsætte tid, hvor hele deres fokus er på at øve sig i Intensive Interaction sammen med barnet.

I gang med Intensive Interaction med en person med autisme
Alle, der gerne vil lære at bruge Intensive Interaction kan lære det. Det, det kræver, er basal viden om det basale grundlag for kommunikation, og, selvfølgelig, viden om og forståelse af de centrale principper for Intensive Interaction. Gennem fx grundkursus i Intensive Interaction og læsning af Håndbog i Intensive Interaction  kan man som forælder eller fagperson danne sig et indtryk af, om det er en tilgang, man gerne vil arbejde med, og man kan få en forståelse for, hvad dette arbejde indebærer, og hvilken udvikling, det kan understøtte.

Det næste skridt er at finde en måde at etablere en fokuseret og dog afslappet praksis, hvor man anvender principperne i samspil og aktiviteter. Kernen i denne proces er fokuseret praksislæring, hvor man under vejledning lærer at kunne genkende, understøtte og udvikle de kommunikative og sociale fremskridt, barnet/den voksne gør. I det at lære tilgangen indgår guidet videoanalyse. Gennem evaluering af videoer, fokuseres der både på udviklingen hos den person, man arbejder med. og på udviklingen af en selv som Intensive Interaction-praktiker.

I denne proces vil støtte, undervisning og vejledning fra en erfaren lærer/praktiker være af afgørende hjælp for at sikre et vedvarende, detaljeret og sensitivt fokus på barnet/den voksne, hvor der til stadighed arbejdes med at opfange de signaler, udtryk, interesser og præferencer, som skal danne udgangspunkt for samspillene; men som måske ikke har været bemærket i tilstrækkelig grad ind til nu.

Hvis du er tæt på børn eller voksne med autisme, og hvis du kunne tænke dig at vide mere om Intensive Interaction, vil jeg foreslå dig at læse noget af den (ret tilgængelige) litteratur om Intensive Interaction eller at deltage på et introduktionskursus. Det kan give dig gode idéer til, hvordan du vil kunne gå i gang med at forberede, planlægge, lave observationer, som er en god basis for at gøre de første forsøg. Det er, når du har lært det grundlæggende om tilgangen og gjort nogle indledende observationer, at du kan begynde at sætte tid af til at begynde at gå i gang med, øve dig i og praktisere Intensive Interaction.

Hvad kan jeg forvente, når jeg går i gang?
Hvis du arbejder med et barn, som er temmelig isoleret eller har en meget begrænset social kommunikation, kan det godt tage noget tid, før du bemærker nogen forandring. Giv ikke op. Som forælder eller fagperson kan det være, at dine første optagelser viser dig, der sidder på græsset, mens barnet er fuldstændig opslugt af at rive blade af grenene og slet ikke, eller kun meget sjældent, overhovedet kigger i din retning. Eller dine første noter beskriver, hvordan du lige netop får lov til at række et bondegårdsdyr, så barnet kan stille det op på sin række. Det er ikke forkert. Du gør det ikke forkert. Ved at blive siddende, ved ikke at gøre ret meget, burger du tiden på at vise barnet, at hun eller han er nok. Du bruger tiden på at respektere hendes eller hans behov for meget, meget langsomt og forsigtigt at åbne sig mod verden omkring sig.

I denne ‘fase’ er dit mål først og fremmest at slappe meget af (på en opmærksom, afstemt måde) og så, gennem skriftlig registrering, video-analyse, vejledning, refleksion, øvelse og træning at få øje på alle de små tegn på interesse og, henad vejen, udvikling.

På den anden side beskriver Hewett et al. (2015), hvordan det kan være ret overvældende, når du begynder at lave Intensive Interaction med et menneske, der næsten ”bare har ventet” på Intensive Interaction.

Mennesker med autisme får gennem Intensive Interaction mulighed for gradvist at tage mere og mere tydelige initiativer. Det sker ved, at Intensive Interaction-praktikeren giver pladsen, tiden og rummet til at lade den anden begynde, starte, være den første.

Jeg kan huske reaktionen fra en kollega, som så mig lave Intensive Interaction med barn, der hidtil på mange måder havde været ret socialt isoleret. Meget af tiden brugte han på at fare rundt og gøre ting, han ikke måtte, fx tage ting og løbe væk med dem. Det havde ikke været nemt for dem omkring ham at opnå en god, dyb og gensidig kontakt med ham, og der var også en tendens til, at folk kunne blive irriteret over de ting, han gjorde. Den første gang, jeg lavede Intensive Interaction med ham og blødt brugte nogle af hans egne lyde og virkelig lyttede til måden, han brugte dem på, var han der med det samme. Med et blødt, opmærksomt ansigt og blikkontakt, der forbedredes sekund for sekund. Min kollega, der stod i nærheden, udbrød spontant: ”Jeg anede ikke, at det sociale betød så meget for ham.”

Men det gjorde det. Denne lille person udviklede i tiden efter ret hurtigt et ret udbygget kommunikativt repertoire gennem det arbejde med Intensive Interaction, der fandt sted. Han fremstod langt mere afslappet og klarere i sine intentioner. Han brugte mere verbalt sprog og udviklede lege, som han ikke kun legede med dem, der lavede Intensive Interaction med ham, men også med andre voksne og endda også børn, der hvor han var.

Vi kan komme til at tro, at mennesker med kommunikationshandicap som fx autisme har valgt begrænset deltagelse og sociale isolation. Men måske er det ikke et fravalg af den sociale verden som sådan. Jeg har ikke mødt det barn eller den voksne, som ikke gerne vil deltage og kommunikere, så længe kommunikation og deltagelse betyder adgang til en forståelig, behagelig, stimulerende, interessant og responsiv social verden. En verden, hvori man kan være og udvikle sig ikke på trods af men gennem det, man allerede kan, ved og holder af.

Blogindlægget har tidligere været bragt som gæsteindlæg på den amerikanske side educationandbehavior.com. Du kan læse det oprindelige indlæg her. Det danske indlæg er let redigeret i forhold til det engelske.

Litteratur

Dave Hewett, Graham Firth, Mark Barber & Tandy Harrison (2015) Håndbog i Intensive Interaction CDR-Forlag.
Bogen er den første bog på dansk om Intensive Interaction. Den er oversat og bearbejdet til dansk, og er gennemillustreret med farvefotos, der giver et præcist og håndgribeligt indblik i de tekniske aspekter af Intensive Interaction.

Melanine Nind & Dave Hewett (2015) Access to Communication, 2nd edition Routledge
Dette er den første bog om Intensive Interaction, og beskriver både processen med og resultatet af det oprindelige praksisforskningsprojekt på Harperbury Hospital School. Bogen er på engelsk, men forholdsvis lettilgængelig.

Sara Moroza-James (2015) Learning Through Social Connection – How Intensive Interaction can help your child with autism learn more naturally Treating Autism
Beskriver i dybden, hvordan Intensive Interaction understøtter læring på en naturlig måde ved autisme.

Ressourcer her på siden
Under ”Kom i gang” finder du e-bøger, podcasts og henvisinger til litteratur. Der er også en sektion med videoer, hvor jeg fortæller om forskellige aspekter af tilgangen. Én af videoerne fokuserer særligt på autisme.

Kurser
Under “kurser” finder du både introkurser og længerevarende forløb.

Vejledning i forhold til børn og voksne med autisme
Hvis du som fagperson eller forælder er interesseret i et vejledningsforløb, finder du også oplysninger om dette på siden.