At være og føle sig hjemme

Hjem.

Jeg tænker på gå ned mod køkkenet hjemme hos mine forældre i Århus C og tænde toastmaskinen og lave en toast med ost og salsa efter klubaften i faldskærmsklubben, da jeg var 20 år.  Et skilt med en slange og en fugl og et træ, som jeg lavede til døren til mine børns første hjem. Slikskuffen i mit køkken og de mus, der nogle gange er i den.

Jeg tænker også på bølgerne af rod og orden, som kan gå mig på, men som er mine. At lukke døren ud til opgangen er at reducere variationen i, hvad der kan ske og ikke ske. Fraset sprungne vandrør og sikringer har jeg, når jeg har det godt, en vis indflydelse på, hvilke ting, der ændrer sig og forbliver de samme, når jeg er hjemme.

Der er også et hjem i mine venners blik, og i de furer og render og tråde, tiden sammen med dem ind til nu har graveret og spundet. Når vi kommer og går hos hinanden, spinder og graver og tegner vi hjem på og i hinandens huse og lejligheder. Der er en elastsik tråd af venskab fra Østerbro og til mange andre steder, hvor jeg ofte eller sjældent kommer.

Følelsen af at være hjemme, både hvor vi bor og andre steder, har noget at gøre med glæde, tryghed, forbundethed, historier, indflydelse, kontrol, gæstfrihed, selvbestemmelse og følelsen af at kunne være sig selv. Og det har at gøre med lugten, fornemmelsen, lyden og synet af det, der er hjemmet.

Du arbejder i deres hjem – men hvordan bliver det til deres hjem?

Når man er kommunikationshandicappet er der begrænsninger i adgangen til kommunikation.

Uden en særlig bevidsthed bliver det sværere for personen at lade andre forstå, hvad kilden til glæde, tryghed, forbundethed, fælles historier, indflydelse, kontrol, selvbestemmelse og selvfølelse er. Det bliver også sværere at lade andre forstå, hvad man gerne vil se på, røre ved, sidde på, spise, lugte og lytte til.

At have medansvaret for et bosted for kommunikationshandicappede mennesker kræver som et minimum, at på alle måder er åbne for aktivt at skabe et hjem sammen med de mennesker, vi er der for.

Om bosteder for kommunikationshandicappede mennesker har grundlæggeren af uddannelsesplatformen Open Future Learning, Ben Drew, sagt: “De bor ikke på vores arbejdsplads – vi arbejder i deres hjem”.

Det er en god overskrift. Vi kan ikke skrive afsnittet under den overskrift uden maksimal indflydelse fra den person, der bor der. Den indflydelse kommer ikke uden en bevidst indsats

Jeg tror, vi først må erkende, at indflydelse (på ens hjem og alle andre aspekter af ens liv) ikke er en selvfølge ved kommunikationshandicap.

Det bliver ikke et hjem af at kalde det sådan

Erkendelsen af, at det er svært, kan gøre det lidt lettere for os at tage fat på det, der kan gøre personens bosted til et hjem (eller lidt mere et hjem).

Her er nogle ting, der kan være svære (nogle af dem kan ikke ændres, andre kan ændres, og andre igen kunne ændres, hvilket vil sige: kan ændres, hvis nogen beslutter sig for det):

  • personen har et andet hjem i sindet og hjertet. Et hjem, som, hvis det kunne lade sig gøre, ville være yndlingshjemmet, eller det rigtige hjem. Det kunne fx være det hjem, personen havde som barn.
  • regler og vagtplaner fratager den indflydelse og kontrol, der skaber forudsigelighed, der kommer indefra og ikke udefra
  • kultur og normer afskærer personen fra at spise, bevæge sig, røre ved ting, indrette sig, lave lyde, organisere tiden på måder, der ville skabe en følelse af at høre til og være hjemme
  • de fysiske rammer er svære for personen at finde sig og indrette sig i
  • bostedet ligger (geografisk eller mentalt) langt væk fra dem, der med deres tilstedeværelse kan gøre stedet hjemligt
  • personen har begrænset adgang til at kommunikere på en måde, der skaber følelsen af at høre til, have indflydelse, kunne læne sig tilbage og dyrke sine interesser, hygge sig og slappe af derhjemme
  • personen har begrænset adgang til at kommunikere følelser, behov, velbefindende og ildebefindende og balancen i at være og ikke være sammen med andre

Vores arbejde er at lytte igen og igen og igen

Det er indbygget i Intensive Interaction, at vi bruger vores opmærksomhed, vores energi og vores nærvær til at lytte til den anden. At tune os ind på, hvad der fanger interessen, hvad der er rart, hvad der ikke er. Og at vi, ikke bare i grove træk men ned til den mindste (og måske mest afgørende) detalje, afstemmer os til det andet menneske og giver svar, som kan give mening for den anden.

Så Intensive Interaction er et bidrag til at styrke den enkeltes evne til at kommunikere, så hun eller han får bedre muligheder for at vise hvem de er, hvad de kan lide osv. Dette gør det nemmere at skabe et hjem, som faktisk føles som et hjem for netop dette menneske.

Intensive Interaction er også et bidrag til, at vi – selv når kommunikationen forekommer svag – forpligter vi os til at gøre alt, hvad vi kan for at lytte. Hjemlighed er ikke noget, vi kan vedtage én gang for alle. Det er noget, vi løbende kan opbygge og samskabe gennem vores faktiske handlinger.

Meningsfuld hverdag og meningsfuld udvikling

Der er flere bosteder for både børn og voksne i Danmark, der nu arbejder med Intensive Interaction. Herunder bosteder for autistiske mennesker og mennesker med multiple funktionsnedsættelser.

Det betyder, at der i disse tilbud arbejdes med noget af det allermest centrale for os mennesker: adgangen til, evnen til og lysten til at kommunikere, være sammen med andre, udtrykke behov og knytte relationer.

Erfaringen fra de steder, der bruger Intensive Interaction er, at tilgangen kan skabe meningsfuld udvikling, også hos børn, voksne, ældre mennesker med og uden intellektuelt handicap og med meget, intet eller minimalt verbalt sprog.

Opkvalificering af medarbejdere

Intensive Interaction skaber kommunikativ udvikling hos personen. Men det øger også medarbejdernes evne til at observere, opdage små initiativer hos det enkelte menneske og respondere på disse, så de får en reel betydning.

Intensive Interaction hjælper til, at bostedets medarbejdere bedre formår at vente, se, holde tilbage og lægge mærke til det, der kommer fra det enkelte menneske selv.

For medarbejdere på bosteder har arbejdet med Intensive Interaction også for flere betydet, at de har fået nemmere ved at prioritere det vigtige i arbejdet med mennesker med kommunikationshandicap. At få øje på, hvad der faktisk giver mening for den enkelte – og at understøtte kommunikation og menneskelig forbindelse for autistiske mennesker, der ellers var i risiko for dyb isolation og ensomhed.

Intensive Interaction og frustration, ulykkelighed og ensomhed

Det at arbejde på et bosted kan også betyde, at man nogle gange står i svære ting sammen med de mennesker, der bor der. Intensive Interaction er også en tilgang til at kunne støtte mennesker i at samarbejde med andre, aflæse afgørende signaler i svære situationer og blive bedre til at være der, støtte og virke beroligende og tryg, når tingene er svære.

At udvikle evnen til (sam-)regulering af arousalniveau, er noget, vi kun kan gøre i samarbejde med mennesker, vi stoler på og har en lyst til at kommunikere med. Udvikling af arousalregulering er en del af den udvikling af basal kommunikation, der sker igennem Intensive Interaction. 

Medindflydelse og selvbestemmelse

Intensive Interaction kan også hjælpe til at modvirke forråelse og skabe en kultur præget af respekt, rettigheder og ligeværdighed. Tilgangen skaber en kommunikation, hvor den, vi står overfor, får øget indflydelse og kontrol.

Der skal skabes plads til den enkeltes interesser, valg og måder at udtrykke sig på. Plads til at spise, bevæge sig, opholde sig, indrette sig på måder, der føles mere rigtige. Det udelukker ikke, at der for nogle mennesker vil være tale om kraftig indflydelse fra andre end personen selv, men det skaber en bevidsthed om, hvad personen faktisk synes, oplever, erfarer og føler.

Den bevidsthed har forhåbentlig en indvirkning på vores opfattelse og vurdering af, hvilke og hvor mange valg, andre træffer på personens vegne.

 

“Jeg har arbejdet inden for området i 30 år. Det har givet mig og borgerne noget, alle mennesker har brug for”

Her er, hvad deltagere på kurset “God Intensive Interaction-praksis” har sagt om det at bruge Intensive Interaction i arbejdet på et bosted:

”Alle medarbejdere på alle bosteder burde lære denne tilgang. Jeg har arbejdet inden for området i 30 år, og det her har givet mig og borgerne noget, som alle mennesker har brug for.”

”Det er gået op for mig, hvor godt det her er, En af dagene var vi helt høje over det”

”Jeg har fået en dybere forståelse for andre måder at kommunikere på; se andre signaler end fx ren verbal kommunikation. Også hos mennesker, der har sprog.”

”Man får en erkendelse af, at hvis man bruger mere tid sammen med beboerne, så kan de udvikle sig, hvad enten de er 70 eller 18 år gamle.”

”Som kollega får man mere overskud af at være sammen med borgerne på denne her måde. Vi kan finde bedre måder at hjælpe dem til fx at vente på kaffen, hvis vi tager os god tid, hvis de ved, at det, der kommer ud af det, er en dejlig, hyggelig kontakt.

”Jeg har lært mere om betydningen af samspil, meningsfuldhed, samvær og kommunikation som noget, der giver mere indhold i hverdagen – i forhold til at reducere svær adfærd.”

”Når jeg ser lidt bagud, så er jeg faktisk blevet rigtig glad for, at man skal ned på deres niveau. Jo mere, jeg har lært om Intensive Interaction, jo mere lægger jeg mærke til, om vi taler hen over hovedet på nogle af dem, vi arbejder med – eller om vi lægger mærke til, om de egentlig er der.

”Det at bruge Intensive Interaction gør det spændende at komme på arbejde. Og det gør det nemmere at nærme sig og etablere relationer til borgere, man ikke før har arbejdet med.”

Og her er, hvad en leder for nylig sagde, da vi havde evalueret videoklip på et bosted for børn med multiple funktionsnedsættelser: “Medarbejderne er helt vildt glade!”

 

Bevidst, fokuseret og seriøs praksis

Intensive Interaction gør det mere sandsynligt, at personen kan flytte mere og mere ind i noget, der føles mere og mere som et hjem. Tilgangen giver adgang til de fælles erfaringer, den kommunikation og de samspil, der hjælper medarbejderne til rigtigt at lytte og rigtigt at støtte personen i at kunne bestemme og have kontrol i deres eget liv. Tilgangen medvirker til, at basale rettigheder i ringere grad krænkes. Den søger at lade personen fylde og vokse i kontekster, hvor der altid er en overhængende fare for, at de flytter ind i en kultur, nogle rammer og muligheder, der slet ikke føles hjemlige.

Arbejdet med Intensive Interaction kræver koncentration, fokus, forpligtelse og øvelse. Det kræver også en bevidst, systematisk brug af videoanalyse og skriftlig dokumentation for at sørge for, at der er tale om en seriøs og bevidst praksis.

Det, arbejdet med tilgangen giver tilbage, er en bestræbelse på at gæste et sted, der føles som hjemme for dem, der rent faktisk bor der.

 

For medarbejdere, der gerne vil bruge eller implementere i Intensive Interaction i botilbuddet, er der forskellige muligheder:

Læs her om kurset “Intensive Interaction-koordinator”

Læs her om kurset “God Intensive Interaction-praksis” som enten tilmeldingskursus eller huskursus

Læs her om muligheden for et konsulentbesøg, hvor vi sammen kan gå igang med at bruge Intensive Interaction som en måde at blive bedre til at forstå de mennesker, I er der for.

Hvis du/I er interesseret i at få en grundlæggende introduktion til Intensive Interaction, kan det ske på et introkursus, som findes både som tilmeldingskursus og som huskursus.