Et engageret og levende blik

Engang læste jeg i et magtanvendelsesskema, at medarbejderen under feltet ”Barnets oplevelse af situationen” skrev ”Barnet er autistisk og har intet verbalt sprog.”

Beskrivelsen vidner om, hvordan bestemte forståelser af autisme og andre kommunikationshandicap kan have virkelige og skadelige effekter. Det samme gør udsagn som:

  • ”Han er ikke interesseret i kommunikation”
  • ”Hun har rigid, gentagelsespræget adfærd”
  • ”Det er svært at arbejde med hans selvforståelse, da han har et lavt abstraktionsniveau”
  • ”De har en nedsat social forståelse”
  • ”Den måde, han spiser på er ikke alderssvarende”
  • ”Måden, hun leger med legetøjet på, er ikke passende.”

Jeg har tidligere skrevet om de måder, vi forstår autisme på, og om, hvordan bestemte faglige forståelser lægger op til at udpege og udgrænse det, der er ”unormalt”, mere end til at se på, lytte til og interagere med det menneske, vi lige nu sidder over for. Effekten af vores forståelse af kommunikationshandicap kan blive, at vi ikke ser og interagerer med selve dette menneske, men i stedet kommer til at holde afstand og forholde os abstrakt og teoretisk til dem.

Ser vi personens selv- og andreforståelse som mangelfuld (”Theory of Mind-deficit”), kigger vi mindre efter den forståelse, personen rent faktisk har af sig selv, sin omverden og sine betingelser. Ser vi manglende deltagelse som statisk knyttet til handicappet, kan vi være mindre tilbøjelige til at lade personens manglende deltagelse pege på deres betingelser. Og vi får sværere ved at finde frem til det, der kunne gøre deltagelse nemmere, og kommunikation mere tilgængelig.

Hvis vi overvejende ser personens engagement i gentagelser eller særlige interesser som ufleksibel, kan vi glemme at reflektere over, om personens dagligdag giver mening, og om personen ustandselig mødes med krav, guidning og instruktioner.

Og hvis vi har den forståelse, at autistiske mennesker ”ikke forstår helheder og sammenhænge” eller ”meningen med tingene”, er der en stor risiko for, at vi ikke interesserer sig for den mening, den anden rent faktisk oplever og skaber. Det kan betyde, at vi får mere travlt med at forklare, anskueliggøre og formidle meningen og dermed overser, at det, den anden allerede kan, vil og forstår, kunne danne udgangspunkt for en dybere, mere gensidig og meningsfuld forståelse. En forståelse og mening, der måske først opstår, når vi begynder at skabe den sammen.

Vores “forståelser” kan stå i vejen for forståelse

Jeg tror, at vores forståelser af autisme og andre kommunikationshandicap kan stille sig i vejen for, at vi overhovedet ser, lytter, mærker – og for, at vi tror det, vi ser, hører og mærker. Bliver vi fra faglig side udstyret med fjerne, teoretiske og kliniske forståelser af andre, som på forhånd antager et skel, der næsten ikke kan overkommes, tror jeg der er en risiko for, at vi får et ”udvendigt greb” i hinanden, hvor vi ikke tør være umiddelbare, lytte og ikke på forhånd kende vejen.

Vi kan klynge os til skemaer, planer, metoder, symboler og på forhånd planlagte aktiviteter. Vi kan holde os fra at forstå, fordi vi allerede tror, at det kan vi ikke. Sammen med andre mennesker vil der altid opstå ting, vi ikke forstår, men særlige beskrivelser af nogle grupper af mennesker kan medvirke til, at vi i ringere grad tror på, at forståelse er mulig.

Det kan også betyde, at vi i vores vurdering af et menneskes betingelser, dagligdag, aktiviteter og udvikling læner os mere op ad ydre beskrivelser og mindre op ad, hvad personen lige nu og her engagerer sig i, fortæller, oplever, erfarer og ytrer sig om.

Med inspiration fra psykologen Steven R. Sabats arbejde vedrørende Alzheimers sygdom vil jeg sige, at kommunikationshandicap rammer på flere måder. Ud over den umiddelbare begrænsning i adgangen til kommunikation (fx fordi ens signaler opfattes som vage, atypiske, flygtige eller uforståelige) har et kommunikationshandicappet menneske sværere ved at afvise eller korrigere forkerte eller mangelfulde opfattelser af sig selv.

Intensive Interaction er en træning i at lytte til, tune ind på og tage det til indtægt, som sker her og nu. Det er en bestræbelse på at møde den anden med kærlige, opmærksomme blikke. At lytte og prøve at forstå og besvare, hvad man hører. Fra udviklingspsykologisk forskning (se fx Reddy 2008, Stern 2004, Schaffer 1975), at et andet menneskes udelte opmærksomhed og løbende afstemning er afgørende for, at samspil bliver vellykkede, og at kommunikationen udvikler sig.

Vi må lytte til og bygge på det andet menneskes input, også når vi ikke ved, hvor det vil føre os hen. En dialogisk struktur i samtaler og aktiviteter forudsætter, at vi giver slip på på forhånd at have planlagt og defineret samtalens eller aktivitetens indhold. Jeg tror, den åbenhed og uvished medvirker til en ægte kommunikation. Der er ikke én af parterne, der har patent på, hvad mening og forståelse er. Meningen og forståelsen opstår i selve mødet. I en dialog, hvor man, så godt man kan, prøver at lytte og besvare.

Det, vi siger, vi gør, skal kunne ses i blikket

Siger vi, at vi arbejder ud fra anerkendelse, respekt, gensidighed, forståelse og engagement skal kunne underbygges af ansigter, blikke, hænder, dialoger og stemmer, der viser netop dette. Vores blik skal være indstillet på dette. I de n andens blik skal det kunne ses, at det er, hvad de møder i vores blik. Vores blik skal være levende engageret i at kunne se dette hos personen selv. Åbenheden kan fx ses i åbne hænder, et åbent ansigt, et blødt kropssprog. Respekten og anerkendelsen i vores bevægelighed og villighed til at lade os føre i dialogen.

Når vi lader os lede og føre, medvirker vi også til at øge det andet menneskes muligheder for at lære, lære fra sig, opleve med- og selvbestemmelse og det selv at kunne bidrage til forebyggelse og løsning af konflikter og svære situationer.

Jeg var til stede under den situation, magtanvendelsesskemaet handlede om. Jeg så, at barnet var ked af det, bange, søgte kontakt, havde en trang til at bide og gjorde alt, hvad hun kunne for ikke at gøre det. Hun kiggede undskyldende og trist på mig, da hun bed mig en smule i knæet. Jeg kiggede undskyldende og trist på hende, da jeg holdt hende lidt fra det.

Næste dag kom hun over og gav mig den halskæde på, som viste, at man var sammen med hende.