Om at møde udfordringer på en afstemt måde

Jeg læste for nylig en artikel om sprogstimulering for børn med Downs syndrom. Artiklen nævner nogle udfordringer, som kan betyde, at børn med Downs syndrom ikke bliver stimuleret godt nok sprogligt og faktisk undervurderes af deres omgivelser og derfor faktisk ikke udnytter det potentiale, de har for at lære (mere om) sprog. Da jeg læste om udfordringerne, kom jeg til at tænke på mine erfaringer med at bruge Intensive Interaction sammen med børn med Downs syndrom – med både lidt og meget sprog.

Det der slog mig, var, at udfordringerne på mange måder imødekommes på en fin, meningsfuld og udviklingsmæssigt relevant måde, når de voksne omkring barnet ikke fokuserer snævert eller specifikt på at stimulere det manglende, men i stedet skaber en naturlig, positiv og imødekommende atmosfære, hvor alt, hvad barnet udtrykker mødes med nysgerrighed, interesse og fint afstemte responser.

Artiklen (som du kan finde ved at klikke her) har den hovedpointe, at børn med Downs syndrom ofte understimuleres, fordi de undervurderes. De udfordringer, artiklen nævner, er bl.a. begrænsninger i korttidshukommelsen, problemer med hørelse, anatomi omkring mund og gane, udfordringer med at træne ord og begreber i en meningsfuld sammenhæng. Artiklen er skrevet i tilknytning til afprøvning af anvendelsen af at materiale rettet særligt mod at indlære ord i en skolesammenhæng, men selve udfordringerne, som artiklen nævner, er jo også gældende i mange andre sammenhænge, og de fik mig til at reflektere de erfaringer, som jeg selv og kursister har gjort sig med at bruge Intensive Interaction sammen med børn med Downs syndrom (med både lidt og meget sprog).

Når den voksne afstemmer sin kommunikation, mindskes ekspressive vanskeligheder
Min erfaring ved brug af Intensive Interaction sammen med mennesker med Downs syndrom er, at når omgivelserne fokuserer på detaljeret, præcist og meningsfuldt at afstemme sig til, lytte til og respondere på det, personen faktisk udtrykker, så mindskes de ekspressive vanskeligheder.

Udtalevanskeligheder eller begrænsninger i ordforråd kommer dermed ikke til at begrænse kommunikationen, og personen med Downs sydnrom får dermed vedvarende det budskab, at hun eller han godt kan kommunikere. Kommunikationen afbrydes ikke af spørgsmål eller forslag fra den anden person. I stedet bruger hun eller han energien på at tune ind på det, personen med Downs syndrom rent faktisk udtrykker her og nu.

Det skaber adgang til den type af aktiviteter, der er allermest velegnede til at understøtte etablering af kommunikation her og nu samt udvikling af denne over tid. Det vil sige aktiviteter, der hele tiden er udviklingsmæssigt relevante, qua deres fleksible, dynamiske, frit flydende natur, hvor ‘den mindst erfarne kommunikationspartner’ får adgang til at bruge hele det repertoire, hun eller han allerede besidder (fx evne til turtagning, brug af ansigtsudtryk, brug af ord, brug af lyde m.v.) uden at kommunikationens flow afbrydes af krav fra ‘den mest erfarne kommunikationspartner’.

Adgang til at bruge det, man allerede kan
Når de voksne lader barnet lede og føre, betydet det, at barnet med Downs syndrom får mulighed for at anvende et velkendt repertoire, som hun eller han allerede mestre. Dette kan betyde, at der bliver plads til masser af gentagelse, masser af lejligheder til at bruge det, man allerede kan. Men det forunderlige er, at fordi disse glædesfyldte gentagelser sker i et socialt miljø, hvor forældrene/de voksne har et intenst fokus på at lytte, betragte og tune ind, så vil alle nye skridt, alle tegn på mestring af nyt repertoire, alle tegn på mere udbygget kommunikation, blive mødt med nysgerrige, afstemte, glædesfyldte responser. Og denne interesse, disse responser, denne nysgerrighed hjælper personen til at tilegne sig stadigt mere af både den mest basale og mere komplekse kommunikation. Ved at give masser og masser af plads til at lytte og give svar, støttes personens lyst og mod til at tage nye skridt – uden at der nogensinde er et pres for, at dette skal ske.

Når vi lytter, betragter og undlader at komme med forslag og spørgsmål men i stedet lader personen lede og føre, er det min erfaring, at børn med Downs syndrom får adgang til det, vi kan kalde udviklingsmæssigt relevant sprogstimulering. Det vil bl.a. sige sprog- og kommunikationsaktiviteter, som på en virkningsfuld måde imødekomme nogle af de opmærksomhedspunkter, som artiklen peger på, herunder:

  • at man i Intensive Interaction understøtter personens egen evne til at bruge og styrke arbejdshukommelsen, fordi gentagelse (på personens egne præmisser og drevet af personens eget engagement) er så vigtig en del af aktiviteterne.
  • at den afstemte, tilpassede kommunikationsstil betyder, at man fra øjeblik til øjeblik kan arbejde netop i personens nærmeste udviklingszone og dermed undgår at undervurdere personen, hvilket, som beskrevet i artiklen, er en reel risiko.
  • at den naturlige, afstemte måde at blive ved og skifte temaer og indhold i Intensive Interaction betyder, at brugen af ord, begreber og anden kommunikation opleves relevant, interessant, spændende og meningsfuld, fordi alt dette bruges på en måde, der udspringer af personens engagement i samtalen eller samspillet her og nu.
  • at kommunikationsaktiviteter ikke kommer til at blive det “pres” som artiklen nævner, fordi Intensive Interaction bygger på en dyb erkendelse af, at kommunikativ udvikling må skal ske gennem aktiviteter, hvor den mindst erfarne kommunikationspartner oplever sig som kompetent – det er det, man som mere erfaren kommunikationspartner bidrager til ved at lytte,betragte, holde sin egen adfærd lidt tilbage og, når man kommer med et input, lade det være en respons fra det, der kommer fra den anden.

Intensive Interaction og Downs syndrom – relevans ved både minimalt og udbygget verbalt sprog
Hos børn med Downs syndrom, der har noget eller meget verbalt sprog, kan den afstemte stil i Intensive Interaction betyde, at alt, hvad de kan, virkelig kommer til dets ret, og barnet oplever sig som en en uhyre kompetent kommunikationspartner, der gennem sit sprog kan engagere, interessere og involvere andre. I aktiviteter, hvor barnet med Downs syndrom leder og fører, kan forældre og andre omkring barnet således få lejlighed til at understøtte barnets egen erfaring med at kunne og mestre. I det omfang, der er udfordringer med hensyn til fx artikulation, ordforråd eller hukommelse, kan den responsive, opmærksomme kommunikationsstil hos forældrene/de voksne betyde, at barnet på en naturlig måde aktiverer sig selv, gentager i det omfang, der føles rigtigt, og får lejlighed til selv at organisere sine egne tanker, sin kommunikation og selve aktiviteten på en måde, der engagerer det.

For børn med Downs syndrom med intet, minimalt eller begrænset sprog, kan Intensive Interaction være det, der hjælper barnet til for alvor at få lyst til overhovedet at kommunikere. Her tænker jeg især på en mail, som jeg efter et kursus fik fra en mormor til et barn med Downs syndrom. Det var en dreng, der havde store kommunikationsvanskeligheder, og hvor omgivelserne gjorde sig mange tanker om, hvordan de kunne “få ham til” at kommunikere mere. På kurset havde vi talt om, at et sted at starte kunne være bare at betragte og lytte til hans adfærd. Dagen efter skrev hans mormor til mig om, hvordan hun dagen efter havde prøvet at bruge noget af det, vi havde talt om. Hvordan hun frem for at foreslå, stille spørgsmål og komme med forslag havde lyttet til ham og fulgt ham:
“Senere kom han i badebassin,og han begyndte at glide hænderne frem og tilbage på bunden. Det var noget, jeg tidligere ville have været irriteret over og ked af, da det virker meget monotont … Nu lagde jeg mig ned og gjorde det samme. Reaktionen var overvældende. Han smilede, og vi skiftedes til at gøre det. Han bankede på siden af bassinet,og jeg gjorde det samme. Han smilede og grinte og så på mig, mens han smilede, og kom smilende helt op i ansigtet og vi skulle kysse. Det var helt fantastisk.”

Frem for at se barnets adfærd som en hindring for kommunikation, greb mormoren det, der var i øjeblikket, det repertoire, barnet allerede lagde for dagen, og lod det blive udgangspunkt for noget dybt gensidigt og meningsfuldt.

Jeg er ikke i tvivl om, at Intensive Interaction kan være en stor, værdifuld og udviklende gave for mange mennesker med Downs syndrom – og deres omgivelser. Men hvad tænker du? Bruger du Intensive Interaction sammen med mennesker med Downs syndrom? Hvad har dine erfaringer været? Skriv gerne i kommentarerne – jeg læser spændt med!