Det blev vores fælles sprog for: hjælp mig

Mennesker med kommunikationshandicap er i større risiko for at opleve frustration – og samtidig er de i større risiko for ikke at kunne opnå hjælp, trøst og forbindelse i svære situationer. Men hvis vi kan skabe forbindelse, kommunikation og meningsfuldt samvær, åbner der sig nye veje. Vi kan begynde at skabe mere mening i livet og hverdagen. Og når personen står i noget svært, kan vi arbejde på at skabe et fælles sprog, så vi bedre kan være til hjælp. Vi kan gøre det, personen oplever, nemmere at befinde sig i.

Når vi sammen når dette sted, kan der opstå den forbindelse mellem os, der skaber forudsætningen for et meningsfuldt samarbejde. Dette blogindlæg, handler om, hvordan speciallærer Pia Esther Bruhn gennem brug af principperne fra Intensive Interaction fandt en vej til at nå en af eleverne på den specialskole, hvor hun arbejder. Hvordan medfølelse og nærvær bidrog til, at en lidt anspændt og målrettet situation blev mere åben og rolig. Hvordan det at slippe dagsordenen og følge den elev, hun var sammen med, gav plads til forbindelse, ro og gensidighed.

Hun valgte at komme helt tæt på mig
Pia fortæller: “Vi er på vej ud at gå en tur. Pigen skal tage sine sko på. Det er ofte svært. Hun sidder længe på stolen, og jeg sidder overfor. Ikke for tæt, da der kan komme nogle uforudsete handlinger fra pigen, som kan ramme mig.  Jeg sidder under hendes øjenhøjde, så vi kan have blikkontakt, når hun ønsker det.

Hun lægger sig ned på gulvet og jeg sidder stadig det samme sted. Hun rækker ud, og jeg tager det som en invitation til at ligge på gulvet sammen med hende. Jeg vælger det første stykke tid, at mit hoved er over hendes og vi har over en meters afstand.

Efter 5-6 minutter rækker hun ud efter min hånd, og jeg rykker ned under hendes øjenhøjde. Hun tager kontakt og tager fat i mine hænder og fingre, mens hun trykker på dem. Det gør hun rigtig meget, og jeg gentager det. Hun rykker tættere og tættere på. Til sidst er hun meget tæt på mig, og der kommer mange smil og lyde. Jeg sætter mig op for at være mere i tryg i situationen.

Pigen tager stadig initiativ til at kunne være i dialog med mig. Jeg svarer hende. Hun smiler mere og siger flere lyde.

Til sidst sker der det, der ofte sker: vi bliver afbrudt i vores kontakt af et spørgsmål fra en anden person. Hun klapper mig hårdt på kinden. Det forstår jeg som: ”det er ikke ok, du slutter vores tid sammen nu. Det er mig du er sammen med”.

Det hele var en meget stor oplevelse for mig. Hun valgte at komme helt tæt på mig.

I Intensive Interaction er fokus på gensidig kommunikation som forudsætning for alle andre færdigheder, også selvhjælpsfærdigheder.

Et fælles sprog
Nu, efterfølgende, når hun har det svært, oplever jeg, at hun genkalder sig det, hun brugte og lærte den dag. Det, vi gjorde sammen, bruger hun nu, når hun har brug for min hjælp. Vi er begyndt på en kommunikation sammen. Den opstod mellem os og har udviklet sig over tid. Den bygger vi videre på hver dag, når hun kan. Som professionel ser jeg det som min opgave at brede den kommunikation videre ud, så hun kan bruge det sprog sammen med alle os, der er omkring hende.

I gruppen opleves hun som mindre udadreagerende. Hun tager ikke længere, så hårdt fat. Det forekommer stadig, men vi tolker det sådan, at hun på de tidspunkter har det svært. Og hun tager nu fat i hænderne frem for fx håret. Under den lange dialog, vi havde, brugte hun mine fingre rigtig meget. Når hun nu viser tegn på frustration, tager jeg min hånd frem. Dette er blevet vores fælles sprog for: “Hjælp mig.”

Hun kan selv tage min hånd og trykke på den. Så ved jeg, at der er noget jeg skal gøre.

Når hun tager hånden, er der begyndt at komme spæde tegn på blikkontakt. Der kommer flere og flere. De er korte, men de er der.”

Medfølelse og selvmedfølelse
Pias praksisfortælling fik mig til at tænke på begreberne medfølelse og selvmedfølelse. Psykologen og professor Paul Gilbert har beskæftiget sig indgående med betydningen af medfølelse for os mennesker. Vort eget og andres kærlige nærvær har stor betydning, både når det går os godt, og når tingene er svære. For pigen i Pias fortælling gjorde det en verden til forskel, at Pia på en meget konkret og fysisk måde følte med pigen uden at vurdere, dømme eller forsøge at flytte hende.

Der var tale om en potentielt svær situation, hvor pigen skulle noget bestemt, som ofte er svært: tage sine sko på. Det er en situation, der nemt kan kalde på, at vi vil “skaffe det, vi synes, der mangler” (fx at få pigen til at tage sko på hurtigt). Når vi målrettet prøver at skaffe, hvad der mangler, aktiverer vi de dele, af krop, hjerne og sind, der kræver belønning eller opfyldelse af behov. Vi fikserer på, hvordan tingene burde være, og føler os først tilfredse, når vi når derhen. En sådan situation kan også kalde på, at vi søger at  “undgå, hvad vi ikke vil have”, det vil sige, at vi i krop, sind og bevidsthed gør os klar til kamp eller flugt. Vi forsøger med andre ord aktivt at undgå det, vi opfatter som en trussel. Det vil ofte afspejle sig i et enten defensivt eller offensivt kropssprog.

Til forskel herfra, kan vi gennem en bevidst indsats aktivere den del af bevidstheden, der handler om at mærke tilfredshed, at være til stede her og nu. Medfølelse kan hjælpe os til at være lige dér, hvor vi selv er nok, hvor det, vi har, er nok, og hvor andre er nok. Når vi i Intensive Interaction tuner ind, lader være at gøre for meget, lytter og sætter pris på alt, hvad der opstår, så åbnes der for en dybere tilfredshed. Vi falder mere til ro i situationen, og det beroliger begge parter og skaber andre handlemuligheder. At tune ind og være responsiv er en medfølende og selvmedfølende måde at opnå en dybere tilfredshed og forbindelse med os selv og andre. Pias brug af Intensive Interaction til afstemt at følge, leve sig ind og besvare pigens input, hjalp pigen til at komme tæt på, udtrykke sit behov for hjælp og begynde at skabe nye veje til kommunikation.

Pia Esther Bruhn er tidligere deltager på kurset “God Intensive Interaction-praksis”. Hun bruger Intensive Interaction i sin daglige praksis på Stensagerskolen i Århus, hvor hun blandt andet arbejder med elever med autisme.