Hvis du vil fremme andres selvstændige initiativ – skal du ikke tage det for dem
“Han tager ikke ret mange selvstændige intiativer”
“Vi kan godt kommunikere, men det er mest i form af spørgsmål og svar”
“Det er svært at vide, hvad han vil, fordi han hverken kan bruge gestus eller ord til at kommunikere med”
Når jeg superviserer medarbejdere, der arbejder med mennesker med bl.a. autisme, multihandicap, demens og andre kommunikative handicap, hører jeg ofte, at de mennesker, de arbejder med, “ikke kan tage selvstændige initiativer”, eller at de har svært ved det. Og ofte kommer vi til at gøre lige præcis det, der hæmmer initiativer frem for at fremme dem. Det at kunne tage selvstændige initiativer hører faktisk til den allertidligste kommunikation. I en typisk udvikling er nogle af de tidligste selvstændige initiativer, at vi fx sætter et samspil i gang med en lyd, eller udtrykker følelser gennem ansigtsudtryk. Vi tager måske initiativ til at kigge på et bestemt stykke legetøj, eller vi trækker vejret lidt hastigere, når vi ser noget, der interesserer os. Og vi lærer en masse om initiativer og vores evne til at tage dem, når andre besvarer vores blikke, lyde, bevægelser m.v.
Jo flere erfaringer vi får med at kunne tage initiativer og få svar på vores initiativer, jo nemmere bliver det for os at tage initiativer og give tydeligt udtryk for vores tanker, meninger, ønsker og følelser over for andre.
Men for mennesker, med kommunikationshandicap, sker denne udvikling hen mod sikrere og tydeligere initiativer ikke altid lige så gnidningsfrit. Derfor vil mange mennesker med kommunikationshandicap ofte have brug for at lære mere om at tage initiativer. De vil ofte ikke have lige så stor erfaring med det som jævnaldrende. De har måske større erfaring med, at andre tager initiativet for dem.
For børn og voksne, der måske stadig er ved at lære om kommunikation, kan det for omgivelserne være svært at understøtte selvstændige initiativer, hvis vi ikke har blik for, hvornår eller hvordan hun eller han tager et initiativ. Og det kan også være svært at hjælpe andre til at tage initiativer, fordi vi uforvarende kommer til at tage for mange initiativer på personens vegne.
Dette kan endda ske i vores forsøg på at “hjælpe initiativer på vej”:
- Vi tror måske, at vi blot præsenterer valgmuligheder eller giver personen et materiale til at “kommunikere igennem”.
- Vi viser to billeder, eller spørger, om personen vil have “den røde bold” eller “den blå bold”.
- Vi prøver at “træne initiativer” ved at få personen til at bede om chokoladekiks, legetøj eller bøger.
- Vi præsenterer materialer og aktiviteter og prøver at få personen til at respondere, vælge eller udtrykke sig.
Men for nogle kan blot det at få stillet et spørgsmål, blive tilbudt en valgmulighed eller blive præsenteret for et visuelt materiale virke hæmmende for udvikling af selvstændige initiativer.
Der er også et andet, beslægtet, problem ved at “støtte initiativer” gennem at tilbyde afgrænsede valgmuligheder: Vi kan komme til at fokusere mest på på funktionel og målrettet kommunikation, og på kommunikation med distinkt, konkret indhold. Initiativer, der drejer sig om at vil have noget bestemt eller ville have, at noget bestemt skal ske.
Men det menneske, du sidder over for, har måske initiativer, der er mindre håndgribelige, mere flygtige, mindre målrettede. Hvis vores tilgang til at støtte initiativer mest fokuserer på funktionel og målrettet kommunikation, så giver vi måske ikke svar på mere flygtige, vage eller forbigående initiativer, fx
- initiativet til at interessere sig for en bestemt lyd
- initiativet til at forlade et samspil
- initiativet til at bevæge hænderne på en bestemt måde
- initiativet til at bruge et ord på en usædvanlig måde)
- initiativet til at kigge kortvarig en bestemt retning
Hvis vores tilgang til at understøtte kommunikation ikke er fleksibel nok til at opfange, besvare og værdsætte den slags initiativer, så kan vi gå glip af det allermest udviklingstøttende arbejde.
Hvis vi er for rigide i vores idé om, hvad et initiativ er, går vi glip af lejligheden til på en udviklingsmæssige relevant måde at besvare de input og initiativer, der allerede er der.
Hvis de mennesker, du arbejder med eller er tæt på derhjemme, viser meget få selvstændige initiativer, har du al mulig grund til at læse og lære om Intensive Interaction.
Tilgangen har som sit fundament, at du som medarbejder, forælder, praktiker, opbygger kommunikation, samspil og aktiviteter ved at respondere på input fra et menneske, du sidder overfor. Du giver på en fokuseret, afstemt og opmlærksom måde svar på det, der lige nu er personens gryende initiativer.
De centrale principper i Intensive Interaction er at afstemme sig til den person, man arbejder med. At holde sin egen adfærd tilbage og vente på, at den anden får pladsen og tiden til at begynde at tage initiativer. Der er intet krav om, at initiativerne skal vise sig på en bestemt måde. I stedet indstiller du dig som Intensive Interaction-praktikere på at være opmærksom på, følsom over for og interesseret i alle de input, der kommer fra personen. Du bruger dit fokus, din opmærksomhed, dit sanseapparat til at opfatte, bemærke og interessere dig for, hvad der rent faktisk kommer fra det barn eller den voksne, du deler rummet med.
Det betyder ikke nødvendigvis, at du skal komme med en meget tydelig eller kraftig respons, hver gang, den anden gør noget. Også i din måde at besvare på, må du prøve at være opmærksom på ikke at “overtage” eller blive overvældende. Du kan tænke på at svare på en måde, der giver personen fortsat indflydelse, og du kan være opmærksom på personen, mens du svarer – så du kan tilpasse dit svar undervejs.
Men det betyder, at du, når du gør noget, skal gøre det som et svar på noget, hun eller han har gjort. Dette er er væsensforskelligt fra at tilbyde valgmuligheder, komme med tilbud eller stille spørgsmål. Man kan sige det sådan, at det er svært at hjælpe andre med at tage initiativer, hvis vi allerede har taget det for dem.
For nylig havde jeg lejlighed til at arbejde med et menneske med autisme, der hidtil havde haft meget svært ved at kommunikere; eller hvor omgivelserne havde haft meget svært ved at kommunikere med hende. Inden for de første få sekunder, var hun klar over, at jeg havde set hende, og var opmærksom på hende. Efter tyve minutter så jeg tydelige tegn på, at hun vidste, at jeg godtog hendes “nej”er” – at hun kunne gå og lukke døren i, uden at jeg gik efter hende. Og efter en time, tog hun mig tillidsfuldt i hånden, så op, viste mig hvad hun ville og inddrog mig i det. Hendes initiativer var der fra starten, men de blev stærkere og stærkere, idet hun hen over tid oplevede, at de responser, hun fik, var tydelige, afstemte og på hendes præmisser. Det blik, et andet menneske får i øjnene, når det går op for hende, at hun kan tage initiativer, der bliver set, hørt og forstået, sætter jeg uendeligt stor pris på.
Det første, vi lærer om initiativer er ikke at bede om konkrete ting. Det første, vi lærer (hvis andre hjælper os til det) er, at vi overhovedet kan tage initiativer
Ved at bruge de centrale principper i Intensive Interaction; vente, holde tilbage, respondere afstemt og lade være at gøre for meget, hjælper du dette barn eller denne voksne til konsistent og glædesfyldt at få svar på dets helt egne inititaiver, uanset hvor flygtige, atypiske eller sjældne, de måtte være. Man kan også sige, personen hjælpes til at taget selvstændige initiativer gennem vedvarende at få budskabet om, at hun eller han allerede kan tage initiativer!
