Blikkontakt
Det er en gensidig gave. Det er ikke noget, vi kan tage fra andre, i hvert fald ikke uden omkostninger.
For et lille barn, er det at begynde at se andre i øjnene, en stor og overvældende ting.
Når vi tidligt i livet begynder at bruge blikkontakt, gør vi det kun i kortere tid af gangen. Med tiden, sker det måske lidt oftere og lidt længere. For de voksne, der er omkring barnet, er det vigtigt at huske, at ikke skal insistere på blikkontakt, men holde os åbne for, at den kan opstå. Være tilgængelige, åbne, bløde, så det lille barn møder et åbent, modtageligt ansigt og blik, når det er parat til at se en anden i øjnene.
I klippet med babyen her er det tydeligt, at blikkontakten er ren lykke og fryd. Selvom babyen endnu er ved at lære om kommunikation, er det ham, der leder og fører og viser, hvad der er sjovt.
Blikkontakt skal føles trygt og godt
Nogle af os kan kun give blikkontakt, når vi er meget trygge – og da måske kun i kortere perioder. Det er fx tilfældet, hvis vi ikke føler os trygge ved blikkontakt. Hvis det ikke er noget, vi gør tit, hvis det overvælder os, eller hvis vi er usikre på, hvad et øjebliks blikkontakt kommer til at betyde. Sådan kan det fx være ved autisme og andre kommunikationshandicap.
Kropslig autonomi er lige så vigtigt, når det kommer til blikkontakt, som alle andre former for kontakt. Vi er nødt til at mærke, at blikkontakt ikke er noget, der kræves af os, men noget, andre giver. At blikkontakt ikke er noget, vi skal, og som andre insisterer på, men noget, vi tilbydes – no strings attached.
Og så…
Måske, en dag, hvis vi føler os rigtig trygge, kigger vi lidt længere.
Måske, en dag, hvis vi føler, at det vi giver, aldrig vil blive taget fra os, kigger vi endda lidt dybere.
Det er den bevægelse, man kan få øje på i klippet her med Mads:
Blikkontakt skal være en gave, vi giver
Hvis det, vi vil, er at skabe muligheden for en ægte, gensidig kommunikation, må vi finde måder at vise den, vi sidder overfor, at det at have blikkontakt er noget, vi tilbyder og giver; ikke noget, vi insisterer på og kræver.
Det at gøre sig selv tilgængelig for blikkontakt, at bruge sit eget ansigt, sine egne øjne, hele sit eget væsen og sine egne handlinger på en måde, der giver den anden lyst til at se én i øjnene, fordi det er behageligt og interessant, er væsenforskelligt fra det at “få en anden til” at se en i øjnene.
