Kommunikation som kernen i specialundervisning

Kommunikation er selve fundamentet for at begribe, hvor nogen er, hvad de gerne vil, og hvad de interesserer sig for. Derfor bør det også være et bærende element på specialskoler. Uden levende at fange, hvad der betyder noget for den enkelte elev, bliver det svært at skabe adgang til de allervigtigse erfaringer. De erfaringer, som eleven for alvor og – og i overensstemmelse med sine egne intentioner og interesser – kunne lære noget af.

Det gælder alle elever, men det er særligt vigtigt at forpligte sig særligt på, når der er tale om specialskoler for kommunikationshandicappede elever. For det er langt sværere at ramme rigtigt, når adgangen til kommunikation er begrænset af, at elevens egne signaler ikke fanges, høres eller forstås, og/eller, at eleven selv overvældes af signaler og input, der ikke er afstemt til dem.

Dermed bliver det sværere at bygge et meningsfuldt pensum og en skolehverdag op, som siger eleven noget, og som rent faktisk skaber udvikling i overensstemmelse med, hvad eleven selv ønsker.

Både aktiviteter og den måde, de præsenteres på, kan blive fortænkte, hvis ikke, man er nok i berøring med eleven og den måde, eleven tænker, sanser og tilegner sig viden på; ja selve den måde, eleven er i verden på.

Specialundervisning bør starte med, at vi sætter os ned

Jeg har for nylig bidraget med et kapitel i bogen ”Børn og unge med udviklingshandicap – en grundbog”.

I kapitlet slår jeg til lyds for, at hele tilrettelæggelsen af specialundervisning bør starte med, at vi sætter os ned. Sætter os ned ved siden af elever, der kan være vant til, at andre tager initiativer, instruerer, finder på, tilrettelægger og strukturerer. Jeg uddyber, hvordan Intensive Interaction og viden om tilgangen kan ændre på vilkårene for disse elever.

Elever, der tilsyneladende ikke ikke selv finder på eller engagerer sig, med mindre, man guider og stiller simple valgmuligheder til rådighed. Elever, hvor de voksne ofte bliver i tvivl om, ”hvad de skal lære, og hvad de skal lave”. Oftere, end de ville være med elever uden autisme, intellektuelt handicap eller multiple funktionsnedsættelser. Og elever, der bare i det hele taget har langt mindre indflydelse på, hvad de skal lave, og hvad de skal lære, end ikke-handicappede elever.

Opgaven er at stille sig til rådighed

I kapitlet peger jeg på, at en lyttende, afstemt, tilbageholdende tilgang til eleverne fører til en dybere, finere og mere respektfuld forståelse af, hvad det giver mening at fylde dagen ud med i specialskolerne. Her er et uddrag:

”At udviklingen sker, når vi sætter os roligt ned uden en plan for, hvad vi skal, er fuldstændig i overensstemmelse med vores ret solide viden om, hvordan mennesker får lyst til og mod på at kommunikere med andre.

Samtidig er det et radikalt opgør med gængse idealer om målarbejde og målstyring, som på forskellig vis kan dukke op i specialtilbud for både børn og voksne (se f.eks. Birkmose 2021). Det kan føles overvældende åbent, næsten risikabelt, for medarbejdere eller forældre at indstille sig på samvær, der ikke vil et bestemt sted hen.

Hvad hvis Bertram bare falder i søvn? Hvordan skal vi vække ham, hvis vi ikke tager hans hånd hen til bolden? Vil han føle, at vi gør nar, hvis vi bruger hans lyde? Hvis vi lægger vimplerne frem, kan Heba jo bare selv tage dem uden at se på os. Hvordan skal hun så lære at kommunikere? Heba har pillet ryggen af bøger i flere år. Er det ikke på tide, at hun lærer noget nyt eller noget andet?

Måske.

Men vores opgave er ikke at ”udregne” svarene på de spørgsmål. Opgaven er at stille os til rådighed for, at børnene kan skabe et fælles vi. At de, med den tyske teolog Martin Bubers ord (1937/2013) kan være et ”du” og ikke et ”det” for os. At de og vi kan høre, røre, se og bevæge hinanden, så svarene vokser ud af, frem for at styre og begrænse, samværet, før det overhovedet går i gang.”

 

 

Intet kan ske uden kommunikation

Jeg håber på, at specialundervisningen i de kommende år bliver mere og mere opmærksomme på kommunikation som kritisk. Ikke bare som et middel, men som et formål i sig selv. Og at forståelsen af kommunikation er ambitiøs nok til ikke kun at handle om at skemaer, vælgetavler og konkrete budskaber. I mine møder med specialskolerne oplever jeg, at en dyb forståelse af kommunikation får noget til at ændre sig. Vi ender med at en radikalt anden organisering af specialundervisningen i det øjeblik, vi forstår, at intet kan ske uden kommunikation.

Især, når vi forstår kommunikation, som noget både dybt, fint og mangfoldigt. Når vi forstår, at det er svært at finde ud af, hvad vi skal lave, og hvad vi skal lære nogen, hvis ikke, vi laver noget virkeligt sammen med eleverne – og lærer noget af dem.

 

Du finder hele kapitlet om Intensive Interaction som tilgang til udvikling og læring i den nye grundbog, som du kan læse mere om her:

https://oligo.nu/udgivelser/boern-og-unge-med-udviklingshandicap-en-grundbog/

Bogen kan bestilles fra forlaget, købes gennem boghandlen eller lånes på biblioteket. Den findes også som e-bog

 

 

 

 

Referencer

Andersen, D.R. (2024): ”Hvad skal vi lave, og hvad skal vi lære dem? Intensive Interaction som en engageret tilgang til bedre betingelser for udviklingshandicappede børns kommunikation og udvikling” i: Sørensen, A.M. et al. (red.): Børn og unge med udviklingshandicap – en grundbog Forlaget Oligo

Buber, M. (2013) I and Thou Bloomsbury Academic