– en temadag om rådgivning, terapi og samarbejde med autistiske mennesker
At være autistisk er at være i verden på en måde, der adskiller sig fra det typiske. At sanse, kommunikere, og tænke på en anden måde. Få øje på myriader af detaljer, input, sammenhænge – i dybden, til siderne og ud ad alle mulige sideveje. At mærke både den fysiske og den sociale verden på en måde, der sætter aftryk, bevæger – og nogle gange tynger og ryster.
Det gælder på tværs af det autistiske spektrum, og uden en forståelse for dette, er der en stor risiko for, at terapi, rådgivning og hjælp bliver overfladisk og uvedkommende
Velkommen til en dag, hvor du som deltager får adgang til en mere forbundet, retfærdig og meningsfuld måde at forstå, hvad det vil sige at være autistisk – og skabe samarbejde med autistiske mennesker.
Autistiske erfaringer
Om formiddagen dykker vi ned i nogle af de erfaringer, autistiske mennesker gør sig med blandt andet:
- sansning
- kommunikation
- fællesskaber
Kommunikation og forbindelse som afsæt
Vi ser på den fuldstændig afgørende betydning af kommunikation og forbindelse for alle mennesker. Her kommer vi blandt andet til at tale om:
- Kommunikation som formål i sig selv
- Kommunikationens betydning for trivsel, læring, identitet og relationer
- Udvikling af kommunikation, udviklingspsykologi
- Barrierer for kommunikation
Et kritisk syn på autistiske menneskers betingelser
Vi ser på, hvordan man som autistisk barn, ung eller voksen er i større risiko for
- at føle, man ikke passer ind
- ikke at komme til orde
- ikke at få vigtige, menneskelige behov opfyldt
- mislykkethedserfaringer
- ikke at kunne dele ens egen verden, vilde interesser, værdier med andre
Hvordan skaber vi deltagelsesmuligheder og bevægelse?
Om eftermiddagen tager vi – med afsæt i udviklingspsykologi og en kritisk tilgang til autisme sammen fat på at skabe flere muligheder for levende, gensidige e og meningsfulde samarbejder med autistiske børn, unge og voksne. Du får mulighed for både at høre om og arbejde med afstemt, lyttende kommunikation karakteriseret ved:
- Fokus, opmærksomhed og bevægelighed
- At lytte og svare på en måde, der faktisk føles som svar for den anden
- At lade dig føre ud på glatis og ikke altid at vide, hvor I ender
- At afstemme sig til et udtryk, nogle interesser, et indhold og et tempo, der måske er et andet end dit eget.
Endelig fortæller jeg om min egne erfaringer som autistisk patient i hospitalspsykiatrien, og vi taler sammen om, hvordan det at lade sig flytte og bevæge er forudsætningen for, i solidaritet, at begynde at flytte og rykke på verden omkring os.
Varighed: én dag
Sted: hos jer
Pris: 26.000 kr. ex moms, transport og transporttid
TEMADAGEN KAN BESTILLES SOM HUSKURSUS TIL TILBUD, DER HENVENDER SIG TIL AUTISTISKE UNGE OG VOKSNE OG TILPASSES TILBUDDETS ØNSKER, FAGLIGHED, MÅLGRUPPE, PROFESSIONER M.V.
Tidligere deltagere fortæller om oplægget:
Deltagere på oplæg for IPS-konsulenter
Jeg er blevet bedt om at give dig feedback på online-kurset i går. Vi sad 5 IPS-konsulenter og så det sammen i to lokaler. Ditte Rose var blændende. Vi sad alle med åben mund og polypper og ville bare have mere. Vi kunne relatere direkte til vores kandidater med autisme og til vores egen ageren. Hende ville vi godt have hørt i timevis. Hendes slide var tankevækkende og præcise – og smukke også.
Det må du meget gerne give videre til hende.

