Det sværeste og det vigtigste er at ændre måden at være sammen med børnene på

Interview med Nadia Svoldgaard, vicecenterleder og leder af familiekontor og administration i Bifrost børne- og ungehjem, Vejle Kommune

Vi er et tilbud for børn med udviklingshandicap både fysiske og psykiske i alderen 0 til 18 år. De kan bo hos os og de kan også være på støtteophold. Vores vigtigste opgave er jo at skaber de rammer, der gør, at børnene kan have det trygt og godt, mens de opholder sig hos os.

De skal have mulighed for at være der som de hele mennesker, de er. Det er det, vi sætter højt: at se dem som hele mennesker, med alt det, de vil og har med sig. Vi vil kigge ind i mulighederne, lyse på det, der fungerer, se de ressourcer og interesser de har.

Vi vil gerne skabe et tilbud, som har fokus på hvert enkelt barn – også selv om vi har 72 børn i alt, fordelt på tre afdelinger.

Det er en udfordring, men vi ser på, hvilke muligheder der er, både for bare at lave noget med én voksen – og at skabe større rum, hvor vi kan være sammen, uden at man er tvunget til at lave noget sammen.

Intensive Interaction understøtter børnesynet hos Bifrost

Vores II-koordinator, Sanne, er familiekonsulent, og hendes opgave er dels at være med til at skabe rammerne for hvert barns tilbud, dels at kvalificere processer i alle afdelingerne. At familiekonsulenterne har den funktion, er afgørende. Når man er ansat, har man måske en grunduddannelse som pædagog eller social- og sundhedsassistent. Grunduddannelsen er vigtig, men vi vil gerne som tilbud være helt sikre på, at vores medarbejdere ved og forstår, hvad vores børne- og menneskesyn er. Hvordan vil vi gerne have, at de skal forstå og komme til at forstå børnene?

Det er netop hér, at Sannes nye rolle som II-koordinator spiller en rolle. Sanne lægger ifølge Nadia vægt på at lære medarbejderne virkelig at se børnene. Se dem og se deres interesser uden at have en dagsorden på forhånd.

”Hun brænder for at bringe den forståelse ud på afdelingerne. De her øjeblikke, hvor vi er sammen med børnene, og der kommer noget fra dem, som på ingen måde var planlagt; noget, der faktisk kommer fra dem.”

Det er ifølge Nadia en ny måde at tænke på inden for specialområdet. Det tager tid at ændre synet, men Bifrosts II-koordinator har fra starten insisteret på, at se tingene på, at der ikke er noget farligt i ikke at planlægge det hele. At turde at følge det, der opstår her og nu. Og det gør en forskel for, hvad børnene blive mødt med af de voksne, når synet ændrer sig. Nadia fortæller om at stå i det uvante sammen med et bestemt barn:

”Vi har en pige, der er helt vild med kirkemusik. Det går hun så rundt og hører på sin IPad, og bliver helt begejstret, når klokkerne ringer. Hun laver nogle fagter, og jeg ved faktisk ikke, præcis vad de fagter betyder, men jeg ved, at de betyder noget for hende.”

En mere modig pædagogik

Arbejdet med Intensive Interaction, give medarbejderne mod, mener Nadia:  ”Hvis man forstår, hvor meget det betyder for barnet, at man svarer på det, de kommer med, så bliver det noget, man tør gøre. Den største opgave for medarbejderne er at ændre måden af være sammen med børnene på. Det er det sværeste. Og det er det vigtigste. Hvis man er opflasket med, at alt skal være strukturer, og alt skal foregå på klokkeslættet, så er det en forandring.”

Nadia anerkender fuldstændig, at alle mennesker har behov for at kende rammerne og dagens rytmer, men hun gå stærkt op imod idéen om, at alt skal være på klokkeslæt eller i skemaer:  ”Tænk hvis vi blev behandlet på den måde? Tænk hvis man sad og var vildt optaget af noget dejligt, og så sagde andre, ”Ja, det kan godt være, det er fedt, men nu er klokken 8:00,” så nu pakker vi det væk!

Arbejdet med Intensive Interaction sætter også fingeren på et helt centralt spørgsmål, mener Nadia: ”Det er det her med: hvad er pædagogik egentlig? Er det at have en eller anden neurohat på – eller er det at være der for barnet? For hvis du kigger ud på legepladsen i en almen børnehave, så sidder jo med børnene og laver sandkager og leger i sandkassen. Men på specialområdet, styrer de voksne meget mere.” Nadia mener, at den tilgang er misforstået. ”Selvfølgelig har man brug for at kende rammerne. Men hvorfor tager vi hele tiden styringen? Børnene kommunikerer jo hele tiden, og hvis ikke vi svarer, så handler det om vores usikkerhed om, hvordan vi skal være sammen om det. I det hele taget, så har vi ikke længere skemaer, hvor alle skridt er bestemt på forhånd, for det er roden til alt ondt. Det har intet at gøre med barnet. Det har at gøre med, at de voksne bliver usikre.”

Ulykkelig adfærd – det er jo det, det er

Nadia fortæller om, hvordan II som tilgang hjalp til at tage godt imod et barn, der kom fra en anden institution og med nogle svære år bag sig: ”Sanne fik helt frie tøjler til at se forfra alt det, der før havde været planlagt ned i mindste detalje. Hun stillede spørgsmål som: ’Hvad har barnet egentlig brug for?’ ’Hvad prøver hun selv at kommunikere?’ Det er en pige, der har brug for at vide, hvad der skal ske, og hvor hun har os. Men før havde man ligesom besluttet altid bare at svare det sammen, når hun stillede spørgsmål. Ud fra en II-tilgang går vi nu med hende og lytter til hende, frem for bare at svare det samme. Før havde man måske tænkt, ”hvor er hun snakkende”, men hun prøver jo på at hjælpe os med at forstå noget. Og det her var et barn, der før havde så meget ulykkelig adfærd. Det udtryk har Sanne med sig fra uddannelsen, og det er jo det, det er. Det er ikke ”udfordrende” eller ”problemskabende.” Det er et barn, der forsøger at kommunikere noget. Et barn, der er ulykkeligt.

Nadia fortæller, at hele tilgangen nu er at gå med pigen. De viser hende, at de er der og nok skal hjælpe. Det skaber også genkendelighed og forudsigelighed. Og hvis hun har en interesse, hvis hun fx gerne vil lave perler, så finder de dem frem, og deler det med hende.

Dem, der har magten, skal lære af barnet

Bifrost valgte koordinatoruddannelsen for at få et meget stærkere fokus på barnets perspektiv. ”Vi vil gerne lade dem, der har magten, være dem, der lærer af barnet. Og den måde at være sammen på er en værdi i sig selv. Håbet var, at II-uddannelsen kunne være med til a skubbe organisationens kultur i den retning.”

Om implementeringen af Intensive Interaction hos Bifrost fortæller Nadia: ”Medarbejderne lærer af Sanne, vores koordinator. Som leder lægger jeg mærke til, at de tager sig tid til at være i nuet med barnet. De er nysgerrige på, hvad der sker, og dermed kan alt ske. Og det betyder, at man ikke er så bange for, at man ikke kan håndtere, hvad der sker. For hvor galt kan det egentlig gå, hvis vi slipper tøjlerne?”

Som eksempel fortæller Nadia om en ung mand for hvem arbejdet med Intensive Interaction virkelig har gjort en forskel. Det har det gjort i hans hverdagsliv på Bifrost – og i overgangen fra Bifrost til et ungetilbud.

”Gennem arbejdet med II og videooptagelser begyndte vi at spørge: ’Hvad er det egentlig, han kommunikerer, når han sætter sig ned på gulvet? Hvad vil han, når han kommer hen for at puste på dig eller leger skildpadde nede på gulvet?’ Før blev han mødt med, at han ikke skulle gøre de ting, fortæller Nadia. At han skulle lade være med at stå og klappe eller puste på de voksnes hænder. Men forløbet med II skabet en meget bedre forståelse, fordi man gik ind i tingene sammen med ham. ”Vi spurgte, ’Hvad sker der egentlig, når vi lader ham gøre det? Og hvad sker der, når vi svarer ham? Hvilken udveksling af leg og lyde opstår der så?’ Han blev jo mødt som sig selv; tænk sig, hvad bittesmå greb kan gøre for et menneske!”

Nadia mener, at implementeringen af II har åbnet for, at de voksne ikke lukker ned. ”Vi kan lege deres lege, uden at nogen behøver at stoppe det. Altså, hvis ingen kommer til skade, så er det jo kun vores forståelse af, hvad der er normalt og ikke normalt, der gør, at vi stopper det. Så hvorfor skal vi stoppe det?”

Styrker også kommunikationen om børnene

Her har Intensive Interaction haft en betydning for vores kommunikation med – men også om – børnene. Den måde, vi beskriver dem på. Over for forældre, over for rådgivere. For eksempel bare det med ”ulykkelig adfærd”. Hvis vi hører samarbejdspartnere sige ”udadreagerende”, så korrigerer vi dem og siger ’ulykkelig’.

Når tilsynet kommer på besøg, så opfordrer vi dem til ikke bare at sætte sig i hjørnet men at gå ind i samspillet med dem. Kommunikationen med børnene er jo ikke farlig, og de kan godt vise konsulenterne, hvad de gerne vil. For nylig havde vi et besøg, hvor jeg inden talte med barnet om, hvordan hun gerne ville have det. Hun havde en klar idé om, at det var bedst, jeg sad med hende i sofaen, og de besøgende kunne sidde ovre ved bordet. Og så efter nogen tid blødte hun lidt op og syntes faktisk, det var hyggeligt nok. Så bad hun mig om at sige, at de godt kunne rykke nærmere.”

Det er også dejligt at kunne fortælle forældrene om de samspil, der opstår gennem Intensive Interaction: ”De er så vant til hele tiden at blive mødt med det, der ikke fungerer. Der er det rart at se og høre om deres barn på en meget mere positiv måde.”

Fra et ledelsesperspektiv mener Nadia, at de har fået noget meget vigtigt og grundlæggende ud af uddannelsen. Hun siger: ”Hvis en potentiel deltager formår at gøre det, som vores koordinator har gjort, så kan jeg kun sige: ’Af sted, af sted!’, for det handler om hele måden at se børnene på. At se glade børn, der føler sig hørt og set og forstået. Med Intensive Interaction kan man får medarbejdere, der får mod på at være modige. Børnene er det allerede. De er helt umiddelbare, men vi som voksne er så kontrolstyrede. Vi skal væk fra at tænke, ’Hvad nu hvis nogen ser underligt på mig?’. Men … jeg er nok også farvet af, at jeg er vild med vores børn!”