Af Ingeborg Katarina Andreasson, Intensive Interaction-koordinator på Sofieskolen
Frikvarterer kan være særligt udfordrende for elever med kommunikationshandicap, da de ofte er præget af mindre struktur, mange mennesker og en hurtig udveksling af kommunikation, hvilket kan skabe en uoverskuelig ramme. For mange af disse elever kan den hektiske atmosfære medføre uro og stress.
Som gårdvagt oplever jeg ofte, at jeg løber rundt for at ”slukke brande”, idet konflikter og misforståelser opstår, og jeg sjældent får tid til faktisk at være nærværende sammen med eleverne. Det var indtil for nylig, hvor en oplevelse i gården gav mig en helt ny indsigt i, hvordan frikvarteret kan håndteres med udgangspunkt i Intensive Interaction – en tilgang, hvor ”less is more” virkelig kommer til sin ret.
Jeg stod på legepladsen, da jeg lagde mærke til, at en af mine elever havde det rigtig svært. Han virkede stresset og havde svært ved at finde ro. Da han så mig, lyste han dog op og løb straks i min favn. Jeg havde tidligere lavet Intensive Interaction med ham, og jeg besluttede at forsøge det igen, men denne gang i den ustrukturerede ramme, som frikvarteret udgjorde. Jeg satte mig ned på jorden, begyndte at tune ind på ham, og lukkede larmen og den hektiske aktivitet i gården ude. Jeg gav ham min fulde, men stille og nysgerrige opmærksomhed, uden at forsøge at styre eller organisere hans handlinger. Uden at flytte mig fra, hvor jeg sad på jorden, stillede jeg mig selv til rådighed.
Friheden til at engagere sig på egne præmisser
Drengen løb frem og tilbage mellem mig og en leg på klatrestativet. Hver gang han kom tilbage til mig, gav jeg ham anerkendelse, spejlede og besvarede hans initiativer. Jeg kunne mærke, at han følte sig tryg ved min tilstedeværelse. Han havde friheden til at engagere sig i legen på sine egne præmisser, men vidste, at jeg var der som en sikker base, han kunne vende tilbage til. Han var den styrende i vores interaktion, og jeg besvarede og bekræftede alle hans initiativer uden at stille krav eller forvente noget af ham. Jeg lod ham være den, der satte dagsordenen for vores samspil.
Mens jeg sad der på marken og blev ved med at være tilgængelig for drengen, begyndte jeg også at lægge mærke til de andre elever på legepladsen på en helt ny måde. Ved at forblive fysisk rolig og mentalt åben, begyndte jeg at tune ind på de behov og følelser, de andre børn udtrykte – uden at jeg aktivt opsøgte dem. En anden elev kom hen til mig og havde tydeligvis brug for nærvær. Jeg brugte ikke ord eller spørgsmål, men reagerede blot på hans initiativer ved at spejle hans bevægelser og give ham opmærksomhed i hans eget tempo. Når han følte sig klar, trak han sig tilbage og fortsatte med sin egen aktivitet.
Det var som om, jeg kunne se børnene på en helt ny måde
Det samme skete med andre børn: nogle kom hen for at få et kram, andre søgte blot et blik eller en lille interaktion, før de gik videre til deres leg. Gennem Intensive Interaction-tilgangen, hvor jeg kun reagerede på deres initiativer og lod dem være styrende i interaktionen, blev jeg i stand til at opfange og møde elevernes behov på en langt mere sensitiv og respektfuld måde.
Det var som om, jeg pludselig kunne se frikvarteret og eleverne på en helt ny måde. Ved at være til stede uden at kræve noget af dem, fik eleverne muligheden for at vise mig, hvad de havde brug for, frem for at jeg skulle gætte eller forsøge at regulere deres adfærd.
Denne oplevelse var en øjenvækker for mig. Det blev klart, at Intensive Interaction ikke kun er en metode, der kan anvendes i stille og kontrollerede omgivelser. Det kan også være en yderst effektiv tilgang i ustrukturerede, kaotiske miljøer som frikvarteret. Det var en kraftfuld påmindelse om, at mindre kontrol og færre krav fra de voksnes side kan skabe mere rum for, at børnene selv tager initiativ til kommunikation og kontakt. ”Less is more” – intensive interaction er en tilgang hvor færre ord og mindre styring kan skabe langt mere kvalitet i samspillet.
Intensive Interaction kan være en gamechanger i frikvarteret
Intensive Interaction er en tilgang, som støtter mennesker med alvorlige kommunikationsvanskeligheder, og bygger på principper fra tidlig social udvikling. Den handler om at skabe samspil baseret på barnets initiativer, og hvor den voksne følger barnets signaler og tempo uden at stille krav. Ved at besvare barnets bevægelser, lyde og handlinger kan den voksne skabe en følelsesmæssig forbindelse, der er baseret på tryghed og gensidighed.
I frikvarteret kan en sådan tilgang være en gamechanger for både elever og voksne. Det udfordrende ved frikvarteret er, at det ofte er den tid på dagen, hvor strukturen forsvinder, og eleverne selv skal navigere i det sociale landskab. For børn med kommunikationsvanskeligheder kan dette være ekstremt overvældende. Men i stedet for at forsøge at kontrollere situationen ved at opstille flere regler eller gribe ind i konflikter, kan vi som voksne opnå meget ved blot at være til stede på en opmærksom og modtagelig måde. Ved at bruge Intensive Interaction som et værktøj i disse situationer, kan vi skabe et trygt rum for børnene, hvor de føler sig set og hørt, uden at vi overvælder dem med krav eller styring.
Vi kan forstå, hvad de har brug for – ikke, hvad vi tror, de har brug for
Det interessante ved denne tilgang er, at den også gavner os som voksne. Når vi sætter os ned og giver os selv tid og ro til at være til stede med børnene, kan vi faktisk opfatte og forstå dem bedre. Ved at træde et skridt tilbage og lade børnene tage initiativet, får vi mulighed for at se dem i deres fulde potentiale og forstå, hvad de har brug for – ikke hvad vi tror, de har brug for. Samtidig kan vi som voksne reducere vores eget stressniveau, da vi ikke konstant forsøger at kontrollere en kaotisk situation, men i stedet arbejder med det, der opstår naturligt.
Denne oplevelse har åbnet mine øjne for, hvordan Intensive Interaction kan anvendes i forskellige kontekster – også i frikvarteret. Det har vist mig, at ved at være mere lyttende og tilgængelig kan jeg faktisk skabe mere ro og struktur, uden at det kræver mere kontrol. Det er et eksempel på, hvordan ”less is more” virkelig kan være vejen frem i arbejdet med børn med kommunikationsvanskeligheder – både for dem og for os som professionelle.
Ingeborg Katarina Andreasson er lærer på Sofieskolen, som er Danmarks ældste specialskole for autisiske elever.
Hun er uddannet som Intensive Interaction-koordinator hos Intensive Interaction Danmark i 2024 og varetager implementeringen af Intensive Interaction på skolen.
