Har du de rette redskaber til at håndtere børns og borgeres uhensigtsmæssige adfærd?
Det håber jeg ikke. Det håber jeg virkelig ikke.
Jeg håber ikke, du har en alt for sikker viden om, hvad der er uhensigtsmæssigt for de mennesker, du arbejder med.
Jeg håber ikke, du synes, at det de gør, skal håndteres.
Jeg håber slet ikke, at du på forhånd ved, hvordan det skal håndteres.
Og faktisk håber jeg slet ikke, at du bruger ordet ”adfærd” særlig meget. Det udtryk har det med at fremmedgøre og andetgøre det, vi erfarer om og med andre. “Adfærd” leder tankerne hen på noget, vi kan observere, modificere og påvirke. Jeg kan bedre lige at tale meget mere konkret om ting, der sker. Om hvad folk faktisk gør, hvilken kontekst det sker i, og hvad det betyder for dem.
At se på handlinger og udtryk som ”adfærd” er ikke givende for nogen af os. Men det er særligt skadeligt for mennesker, der har begrænset adgang til kommunikation. Mennesker, som historisk set er blevet betragtet med et fremmedgørende blik; autistiske mennesker, intellektuelt handicappede, mennesker med demens, mennesker med psykiske sygdomme osv.
Svære situationer
I ophedede situationer, situationer med ulykkelighed eller voldsomhed kan det i forvejen være svært at gøre det, der binder os sammen. Vi kan få tunnelsyn, blive stressede, føle os misforståede, prøve at flygte mentalt eller fysisk, føle at vi skal fixe tingene. Hvis vi ovenikøbet udstyres med et begreb om den anden som en, der ”har adfærd”, ”har uhensigtsmæssig adfærd”, skal ”håndteres” med ”redskaber”, så skubber vi faktisk på en distanceret, mekanistisk måde at relatere til et andet menneske på.
Alene billedet af den anden som en, der ”har adfærd” kan slukke håbet om, at det her kan løses gennem samarbejde, trøst, respekt og indlevelse.
Ulykkelighed, kedsomhed, meningsløshed
Jeg hverken har eller kan give dig eller jer redskaberne til at håndtere uhensigtsmæssig adfærd.
Som jeg ser det, er der nogle vigtige ting at sige om de mennesker, der oftest får skudt i skoene, at de ”har uhensigtsmæssig adfærd”:
Det er mennesker, der oplever så uendelig meget mere røvkedsommelighed, meningsløshed, ensomhed, frustration og ulykkelighed end de fleste.
De har samtidig meget ringere betingelser for at ændre på disse vilkår.
De har sværere ved at udtrykke, hvordan det er at leve under de vilkår.
Og de er i stor fare for at blive misforstået, når de så gør, hvad de kan for at ændre vilkårene eller bare udtrykke sig omkring sig selv og deres livssituation.
Der er nogle veje, man kan gå ad
Når man som tilbud eller medarbejder er tæt på mennesker, hvor ulykkelighed, voldsomhed, ensomhed og social isolation er fremtrædende, er der nogle ting, der er afgørende. Der ER ikke nogen redskaber, for mennesker skal ikke ”håndteres”. Men der er ting, man mere omhyggeligt, præcist og engageret kan arbejde på. Der er nogle veje, man kan begynde at træde ud ad:
- Man kan begynde at få blik for den kommunikation, der er livsvigtig for alle mennesker, og prøve at etablere den på personens egne vilkår, for at begynde at modvirke ensomhed, kedsomhed, overbelastning og frustration.
- Man kan begynde at lytte meget nøje til det, personen udtrykker her og nu og bruge det til at ændre personens livsvilkår. Det vil sige se på, hvordan betingelserne kan passe bedre til personen; ikke omvendt. Det kræver præcis, nøjagtig og intens lytten at begynde at skabe betingelser, som personen har reel indflydelse på.
- Og når det så er svært kan man lede efter veje til, at det det svære, ulykkelige og voldsomme bliver mødt, besvaret, og omsorgsfuldt taget vare på. Lyttende, afstemt kommunikation kan gøre de svære situationer lidt mindre svære for alle at gå igennem, fx fordi trøst, kommunikation og kontakt bliver muligt.
Hvis det lyder lidt mere komplekst end ”redskaber til at håndtere uhensigtsmæssig adfærd”, er det fordi menneskelig lidelse er kompleks. Samtidig kan lidelsen give anledning til den slags møder, der bringer mennesker tættere på, ikke længere væk fra hinanden.
Jeg tror ikke, at ”Vi har brug for redskaber til at håndtere uhensigtsmæssig adfærd”, men jeg tror, at hvis vi på nogle tidspunkter føler det behov, så har vi i virkeligheden et dybere behov for at træde nogle skridt ad de veje, jeg har skitseret ovenfor.